Håndbold

Sendte Danmark ud af EM - nu er de taget for doping

Tre spillere fra det russiske landshold, der slog Danmark i semifinalen ved U19-EM, er blevet testet positiv for doping.

En større dopingsag har ramt europæisk ungdomshåndbold.

Ved U19-EM for kvinder i Slovenien i august nåede det russiske landshold helt til finalen efter at have slået Danmark med 28-27 i en tæt semifinalen. 

Men nu viser det sig, at tre af de russiske spillere afgav positive dopingtests under turneringen. Det oplyser det europæiske håndboldforbund EHF.

Den ene spiller blev testet positiv under gruppespillet, mens to andre afgav positive tests i forbindelse med medaljekampene. 

Hvem de tre spillere er, og hvilke stoffer de er testet positiv for, vil EHF først offentliggøre i næste uge, hvor EHF's håndboldret - Court of Handball - skal dømme i sagen. 

Da det er mere end to spillere på samme hold, der er blevet taget, kan sagen ifølge EHF's regelsæt ende med, at hele det russiske hold bliver diskvalificeret og mister sølvmedaljerne. 

Vælger retten den sanktion, skal det europæiske forbund derefter tage stilling til, om Danmark i så fald skal have sølvmedaljerne i stedet, oplyser EHF's kommunikationschef JJ Rowland til TV 2 SPORT.