Håndbold

Pytlick og Odense smidt ud af pokalen - nu anker de dommen

Jan Pytlick er træner for Odense Håndbold. Ole Nielsen / Scanpix Denmark

Odense Håndbold gjorde brug af en ulovlig spiller i pokalkampen mod Aarhus United.

Der er faldet afgørelse i sagen mellem Odense Håndbold og Aarhus United, efter de to klubber mødte hinanden i pokalturneringen, Santander Cup, den 30. august.

Odense vandt kampen med 21-18, men er nu blevet taberdømt for at have skrevet en ulovlig spiller på holdkortet. Odense Håndbold fortæller til TV 2 SPORT, at klubben vil anke dommen i håb om at få lov til at spille videre i pokalturneringen. 

Odense Håndbold havde skrevet den nye spiller Mie Højlund på holdkortet, selvom hun var skadet og ikke kunne spille kampen. 

Men bagspilleren var ikke spilleberettiget for sin nye klub på det tidspunkt, og derfor er det imod DHFs regelsæt at have hende på holdkortet.

- I Ligareglementet § 11, stk. 2 fremgår det, at det er foreningens ansvar, at deltagende spillere er spilleberettigede. Benyttelse af spillere, der ikke er berettiget, medfører bøde samt tab af kamp. Der er således tale om en objektiv regel, der ikke giver mulighed for at sanktionere anderledes, skriver DHF i en pressemeddelelse.

Holdkortet fra pokalkampen den 30. august viser, at Mie Højlund fremgik som en del af Odenses trup mod Aarhus.

Odense Håndbold har syv dage til at appellere afgørelsen.

Aarhus meldte tidligere ud, at klubben forventede, at Odense blev taberdømt, så det vækker glæde, at klubben nu skal spille kvartfinale i pokalturneringen.

- Vi tager selvfølgelig bare den kendelse til efterretning. Der sker rigtig meget positivt i Aarhus United i øjeblikket, og nu får vi også en ekstra pokalkamp mod Viborg. Det ser vi meget frem til, siger Heine Eriksen til TV 2 SPORT.

- Samtidig føler vi også lidt med Odense, som er blevet taber i den her sag.

En administrativ fejl

Ifølge bestyrelsesformand i Odense Håndbold, Jørn Bonnesen, var der tale om en administrativ fejl, hvor klubben slet og ret glemte at slette Højlunds navn fra holdkortet.

Odense Håndbold havde efter kampen mulighed for at råde bod på fejlen ved at slette Mie Højlunds navn fra holdkortet. Det blev ikke gjort. Den fynske klub henviste til Ligareglementets paragraf 77 stk. 4, hvor der står, at en holdofficial fra hvert hold skal godkende kamprapporten efter kampens afslutning for at bekræfte oplysninger om deltagende spillere.

- Odenses official blev imidlertid efter kampen ikke kontaktet af DHF for at godkende kamprapporten, og holdets official glemte derfor at anmode om sletning, skrev Jørn Bonnesen i et skriftligt svar til DHF, som TV 2 SPORT kom i besiddelse af.

Han mente dog ikke, der var grundlag for noget som helst i sagen.

Allerede tilbage i november sidste år blev Odense Håndbold enige med Randers-spilleren Mie Højlund om et skifte.

Den 19-årige bagspiller skulle spille sæsonen færdig i Kronjylland, inden ophævelsen af kontrakten skulle finde sted den 30. juni. Det skete bare aldrig.

Efter flere opfordringer fra DHF modtog forbundet først den endelige ophævelse af kontrakten fra både spiller og klub den 31. august. Vel at mærke dagen efter, at Mie Højlund stod listet på Odense Håndbolds holdkort mod Aarhus United.

Dette forløb er ifølge Odense Håndbold sket, uden at fynboerne er blevet orienteret om situationen.

- OHC (Odense Håndbold, red.) var således ikke umiddelbart inden kampen opmærksom på, at Mie ikke var spilleberettiget, skrev Jørn Bonnesen i det skriftlige svar til DHF.

Han erkendte dog, at klubben i forhold til kamprapporten begik en klar fejl.