Håndbold

Tre mål på 80 sekunder kostede point: Se Viborgs kæmpe kollaps

Med en eminemt slutspurt sikrede Silkeborg-Voel det ene point i kampen mod Viborg HK, da hjemmeholdet scorede tre mål på et minut og 20 sekunder.

Onsdagens kamp mellem Silkeborg-Voel og Viborg HK, var endnu et eksempel på, hvorfor man altid skal spille til sidste fløjt.

For det så ud til at blive den tredje sejr på stribe til medaljekanidaterne fra Viborg HK, da de med lidt over fem minutter tilbage af kampen, var foran med 25-19, efter en pausestilling på 14-14.

Men så vågnede hjemmeholdet Silkeborg-Voel for alvor op og med lidt over et minut tilbage, var der kun tre mål op til det ene point.

Anført af et intenst helbanepres lykkedes det de grønblusede Silkeborg-Voel spillere at presse Viborg til et skud på stolpen og en teknisk fejl, og så kunne hjemmeholdet udligne til resultatet 25-25 i absolut sidste sekund.

– Det føles lidt som at vinde, når man vender så truende et nederlag til et enkelt point. Om det er fortjent eller ej, det skal jeg ikke gøre mig til dommer på.

- Jeg er bare hamrende stolt over at se pigerne lægge de seneste 30 minutter helt bag sig og levere et kollektivt spil på allerhøjeste plan. Det er den slags, der som træner giver mig en stærk tro på, at vi kan opnå, hvad vi sætter os for med det her hold, lød det efter kampen fra Silkeborg-Voel træner, Jakob Andreasen, til klubbens hjemmeside.

I modsatte lejr var skuffelsen naturligvis stor. Specielt over at kampen ikke blev lukket, da Viborg var foran med seks mål.

- Nu står vi her med ét point, og kigger vi på kampen, burde vi stå med to point, så det er super ærgerligt. Men når alt kommer til alt, er det stadig et point på kontoen. Det mest frustrerende er, at det burde være to point, for det var vi gode nok til i dag… og så alligevel ikke helt, sagde træner Allan Heine til klubbens hjemmeside.

Næste udfordring for Silkeborg-Voel er udebanekampen mod de forsvarende mestre fra Nykøbing Falster Håndbold den 22 september. Modsat skal Viborg HK forsøge at komme ovenpå, når de hjemme møder København dagen efter.