Håndbold

Polman får comeback på landsholdet tre måneder efter fødsel

Estavana Polman er blevet efterudtaget til Hollands landshold, hvor hun er med for første gang siden EM i Sverige på grund af hendes graviditet.

For under tre måneder siden fødte Estevana Polman en lille pige - og nu gør hun comeback på det hollandske landshold. 

Landstræneren for det hollandske kvindelandshold i håndbold, Helle Thomsen, har efterudtaget Team Esbjerg-spilleren til truppen, fordi Sanne van Olphen og Kelly Vollebregt har meldt afbud, det skriver det hollandske håndboldforbund på sin hjemmeside

Polman annoncerede kort tid efter EM i Sverige i december, hvor hun var med til at vinde sølv, at hun ventede barn med fodboldspilleren Rafael Van der Vaart og derfor måtte sætte håndbolden på standby. 

I juni fødte den 25-årige hollænder og har siden gjort comeback for esbjergenserne i den danske håndboldliga, hvor hun har været med til at vinde to ud af de tre første kampe. 

Og nu er venstrebacken altså igen klar til at trække i den orange trøje. 

Estavana Polman er en del af en trup på 16 spillere, der i den kommende landsholdspause i slutningen af måneden møder Hviderusland og Kosovo i EM-kvalifikationen. 

Helle Thomsen har også udtaget TTH Holstebro-spilleren Inger Smits samt Kelly Dulfer og Debbie Bont fra København håndbold. 

Hollænderen fik landsholdsdebut i 2010 og har siden spillet 108 landskampe med 379 mål til følge. Tilbage i 2015 var Polman også med til at vinde sølv ved VM i Danmark.