Håndbold

- Mikkel Hansen er det seneste trekvarte år stoppet med at udvikle sig

KOMMENTAR: I anledningen af Mikkel Hansens 30 års fødselsdag laver Bent Nyegaard et servicetjek på Danmarks største håndboldstjerne.

Jeg har ingen idé om, hvad Mikkel Hansens nærmeste glæder ham med på hans 30-års fødselsdag, men jeg ved, hvad han fik i vuggegave.

Her blev han nemlig beæret med et multitalent udi at kaste og gribe, og Gud ske tak og lov for, at den yngre, unge og ældre Mikkel gav den fuld gas og udviklede vuggegaven til det sublime.

Mikkel Hansen er i det trekvarte år, jeg taler om her, stoppet med at udvikle sig.

Nu huserer han i ”byernes by”, og det er umuligt at sige noget begavet om vidunderlige Paris, som ikke er sagt af andre.

Jeg drister mig nu alligevel til at sige en smule og anbefale en gåtur, som mine egne ben har foretaget:

Fra Louvre og ned gennem Le Jardin des Tuileries, ja - så lander jeg på Place de la Concorde, og næste stræk er såmænd op ad Champs-Élysées, og jeg aner allerede nu Triumfbuen og dens voluminøse fremtoning.

For mig er det essensen af Paris.

Arkitektur, kunst, kultur, æstetik, charme, storslåethed, arrogance, og - når jeg nu går op ad Champs Elysees - selvfølgelig også sport.

Og hvor kommer Mikkel Hansen så lige ind i billedet?

Det gør han, fordi alt det er Mikkel Hansen.

Han er arkitektonisk som figur. Han oser af håndboldkultur. Udøver sin kunst med en æstetisk charme og storslåethed, og han indeholder den portion arrogance, jeg ikke kan komme frem for hos pariserne.

Lidt mudret billede af Hansen

Sådan har billedet været i mit hoved gennem flere år.

30-årige Mikkel Hansen har været i konstant udvikling med velfortjente titler, triumfer og udmærkelser til følge.

Momentvis tillades det, at han bevæger sig ind i andre spilzoner, men det er undtagelsen snarere end reglen.

Til gengæld er mit Hansen-billede blevet lidt mudret det seneste trekvarte år. 

Jeg ser Danmarks bedste håndboldspiller i en langt mere restringeret udgave.

Hos PSG er der ikke megen plads til kunsten, kulturen, æstetikken med mere og slet ikke til den storslåethed, jeg tidligere glædede mig så meget over.

Spillet er langsomt og forudsigeligt, og groft sagt har Mikkel Hansen et par plader, han kan husere på ude omkring venstre back-positionen.

Momentvis tillades det, at han bevæger sig ind i andre spilzoner, men det er undtagelsen snarere end reglen.

Jo, jo, jeg kan godt nyde, når de mange dygtige spillere i pariserklubben får timing og præcision til at funkle i en samklang, der fryder ens håndboldhjerte, men det sker for sjældent.

Et servicetjek for elegantieren, hvis kompetenceniveau er ”second to none”, er påkrævet.

Kompetencer forbliver kun kompetencer, hvis de får de udfoldelsesbehov, der gør, at de vedbliver at være en kompetence.

  • Når man nu kan afvikle skud stående fra lavt, mellem og højt leje. Og man også kan det med en lille, men hurtig acceleration og sågar også i en svævefase.
  • Når man nu - også - mestrer kunsten at ”trække” bolden i alle ovennævnte departementer, så blot få målmænd har en anelse af, hvad der foregår.
  • Når man nu har det kolossale overblik, der sætter én i stand til 9 ud af 10 gange at føre bolden derhen, hvor den gør mest ondt på modstanderforsvaret.
  • Når man nu er kontraspillets mester.
  • Når man nu er overtalsspillets mester.
  • Når man nu mestrer 7 mod 6-spillet som kun de færreste.

Der er flere, men jeg stopper her og godtgør, at der, hvor Hansen udmærker sig ekstraordinært, er, at han magter disse ting i høj fart, og så er han suverænt den bedste afleveringsspiller, når han højt hævet over almenvellet iscenesætter sine adjudanter.

Servicetjekkets konklusion står for mig lysende klart:

Mikkel Hansen er i det trekvarte år, jeg taler om her, stoppet med at udvikle sig.

Blandt de allerbedste betyder det tilbagegang, og det er der kun én, der kan gøre noget ved, og det er Hansen selv.

Jeg er selvfølgelig opmærksom på, at han er blandt de bedste, og ingen kan holde til at spille det hav af kampe, der kræves i den absolutte top, men det kan på ingen måde kompensere for, at Mikkel Hansen i alt for ringe grad får mulighed for – ikke bare at vedligeholde – men skærpe sine mange kompetencer.

Jeg ser frem til den kommende uge og glæder mig til at iagttage, hvor 30-årige Mikkel Hansen står, når Nikolaj Jacobsen viser sine yndlinge frem.

Tillykke, Mikkel.