Håndbold

Profil skal med landsholdet trods problemer - forventer ikke at spille

Rasmus Lauge måtte udgå af onsdagens pokalkamp for Flensburg-Handewitt efter et hårdt slag på skulderen.

Næste uges Golden League-stævne i Danmark bliver med deltagelse af Rasmus Lauge - dog i et uvist omfang.

Lauge landede hårdt ned på skulderen i pokalnederlaget til Füchse Berlin og pådrog sig en "hård kvæstelse", som det lød fra holdets læge Dr. Torsten Ahnsel. En række undersøgelser torsdag gjorde det dog klart, at han slap for operation, men at det var uvist, hvornår han ville være klar igen.

Men allerede søndag var Lauge igen i aktion, da Flensburg-Handewitt vandt med 29-25 over Gummersbach i Bundesligaen, og han rejser nu hjem til Danmark for at deltage i landsholdssamlingen.

Det bekræfter landstræner Nikolaj Jacobsen i en SMS til TV 2 SPORT.

- Vi ved bare ikke, i hvilket omfang han kan deltage, skriver han.

Lauge spillede kun med i forsvaret i søndagens kamp, og selvom det er gået hurtigere fremad med skulderen end ventet, er han usikker på, om han er i stand til at spille nogen af kampene i Golden League.

- Det er ikke til at spå om, men jeg kunne ikke forestille mig, at jeg kommer til at spille nogen kampe, men jeg ved det ikke. Men jeg vil også sige, at landsholdet ikke har brug for mine kvaliteter, hvis jeg ikke kan gå ordentligt på mål og skyde. Så er det bedre, jeg bliver 100 procent klar, så jeg kan spille den første halvdel af sæsonen færdig og være klar til, at jeg forhåbentlig kan komme med i januar (EM, red.), siger Rasmus Lauge til TV 2 SPORT.

- Jeg havde ikke forventet at skulle spille nogen minutter i forsvaret i den her kamp (mod Gummersbach, red.), men det kunne jeg heldigvis, så det er fint. Men jeg må sige, at der stadig er lang vej til at kunne skyde ordentligt på mål.

- Jeg tager mest med for at være med omkring holdet og være med i de taktiske ting, få noget behandling og sådan nogle ting. Jeg kan blive tilset hele døgnet. Der er nogle behandlere, som kan kigge på mig og på den måde få mig 100 procent klar. Nikolaj har også sagt, at der ikke bliver taget nogle chancer, hvis skulderen ikke er 100 procent.

Alle kampe fra Golden League-stævnet kan ses på TV 2 og TV 2 SPORT.

Torsdag d. 26. oktober

18.15 Frankrig-Polen (TV 2 SPORT)

21.00 Danmark-Norge (TV 2)

Lørdag d. 28. oktober

16.10: Danmark-Polen (TV 2)

19.00: Norge-Frankrig (TV 2 SPORT)

Søndag d. 29. oktober

18.00: Polen-Norge (TV 2 SPORT)

20.15: Danmark-Frankrig (TV 2)