VM håndbold

Landsholdsplaymaker på vej til Team Esbjerg

Annette Jensen er tæt på at skifte til de danske mestre fra 2016.

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger forhandler vestjyderne med TTH Holstebros Annette Jensen.

To gange i sidste sæson forsøgte Team Esbjerg at købe playmakeren Annette Jensen af TTH Holstebro, men blev afvist.

Nu ser det ud til, at den berømte tredje gang bliver lykkens gang.

Til sommer udløber Annette Jensens kontrakt i Holstebro, og så kan klubben ikke længere sige nej til at slippe landsholdsplaymakeren.

Derfor er der ifølge TV 2 SPORT's oplysninger nu forhandlinger mellem Team Esbjerg og Annette Jensen, og en aftale skulle være tæt på.

Bjarne Pedersen, bestyrelsesformand i Team Esbjerg, bekræfter, at de tidligere har forsøgt at tilknytte Annette Jensen.

- Vi bejler til alle danske landsholdssspillere, og dermed er Annette Jensen også interessant for Team Esbjerg.

- Hun passer ind i vores filosofi i forhold til træningskulturen. Vi taler meget med Jesper Jensen (Team Esbjergs træner, red.), om hvem, han mener, vil passe godt ind i klubben.

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard sætter ord på, hvorfor Annette Jensen rent håndboldmæssigt er interessant for klubberne.

- Hun er en spændende spiller, fordi hun er en tovejsspiller og dermed er dygtig både i angrebet og i forsvaret, siger Bent Nyegaard.

Team Esbjerg har to playmakere med kontraktudløb til sommer, Estavana Polman og Lærke Møller.

Desuden er seks andre spillere også uden kontrakt til næste sæson. Det drejer sig om Ida Bjørndalen, Maibritt Kviesgaard, Rikke Zachariassen, Lara Gonzales, Ulrik Toft Hansen og Sofie Blicher-Toft.