Håndbold

Derfor jagter Danmark EM-værtskabet sammen med Schweiz

Samarbejdet med Schweiz har dannet et stærkt koncept, og det gør, at buddet er stærkt. Det mener Per Bertelsen, DHF-formand.

Danmark og Schweiz har slået pjalterne sammen.

De to europæiske lande har søgt om EM i herrehåndbold i enten 2022 eller 2024. Helt konkret er det planen, at turneringen skal afvikles i tre haller i Danmark og en enkelt hal i Schweiz.

Formand i Dansk Håndbold Forbund, Per Bertelsen, fortæller, at der er gode chancer for, at slutrunden ender på dansk og schweizisk grund.

- Vi har et rigtig godt samarbejde med Schweiz på mange områder. Vi har fundet et godt koncept med dem, og det er noget, vi tror på. Jeg ser gode chancer for, at vi får det tildelt, og det er noget, vi bruger mange ressourcer på. Det ville vi ikke gøre, hvis vi var i en situation, hvor vi ikke mente, at vi havde en chance, siger Per Bertelsen til TV 2 SPORT.

- Det er et samarbejdet, som er opstået, når vi har siddet rundt omkring et bord forskellige steder i verden og har snakket om alt muligt andet. Lige pludselig kommer vi til at snakke om sådan noget, og så vidste vi jo, at der skulle to bud ind på 2022 og 2024, og så blev det sammen med Schweiz.

Det bliver afgjort i 2019

Men Schweiz er ikke den eneste, som DHF og Danmark har søgt samarbejde med. 

- Vi har også haft en snak med Tyskland i den sammenhæng, men tyskerne havde et ønske om at gå selv i 2024, så derfor blev det 2022 og 2024 med Schweiz, siger Per Bertelsen.

- Vi har lagt et bud, hvor vi har vist interesse for det. Så kommer der en kongres næste år, hvor det bliver afgjort. Det arbejder vi benhårdt på, men tænker også på VM i 2019, som vi lige skal have afholdt.

Tildelingen af mesterskaberne sker på EHF’s kongres i Glasgow i juni 2018. Ansøgerfeltet til slutrunderne ser ud som følger:

Herrernes EM 2022

  • Danmark og Schweiz
  • Belgien, Spanien og Frankrig
  • Ungarn og Slovakiet

Herrernes EM 2024

  • Danmark og Schweiz
  • Ungarn og Slovakiet
  • Tyskland

Kvinderens EM 2022

  • Slovenien, Makedonien og Montenegro

Danmark var vært for EM i herrehåndbold i 2014 og VM for kvinder året efter. Desuden er Danmark er allerede blevet tildelt værtskabet til VM i 2019, hvor slutrunden afholdes i samarbejde med Tyskland. 

Derudover kæmper DHF og det norske forbund også om et fælles værtskab for EM i kvindehåndbold i 2020 plus et VM-værtskab i 2023 i samarbejde med både Norge og Sverige.