VM håndbold

Dansk stjerne håber på VM - men forbereder sig på skuffelse

Anne Mette Hansen er i kamp med tiden for at blive sin knæskade kvit inden VM i december.

Der er under fire uger til, håndbold-VM i Tyskland starter, og om det bliver med eller uden en af Danmarks største profiler, er fortsat uvist.

Anne Mette Hansen, der til denne sæson skiftede til den ungarske storklub Györ, blev ramt af en korsbåndsskade i knæet tilbage i september.

Hun er fortsat i gang med genoptræningen, men har ingen anelse om, hvilken vej pilen peger.

- Jeg prøver at holde mig selv oppe i forhold til træningerne, men jeg tror også, jeg går og forbereder mig på, hvis jeg nu ikke når at komme med, siger Anne Mette Hansen til TV 2 SPORT.

- Jeg gør alt, hvad jeg kan med genoptræningen, og så må vi se, om det er tids nok. Jeg kan ikke sige så meget. Nu har jeg ikke prøvet det før, så jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente. Jeg får trænet rigtig godt og gør alt, jeg kan. Men det er ikke mig, der styrer, om jeg bliver klar.

Den danske profil nåede kun at spille tre kampe for Györ, før hun blev skadet.

Danmark spiller den første kamp ved VM den 2. december, hvor det gælder Montenegro. Foruden Danmark og Montenegro består VM-gruppe C af Rusland, Brasilien, Japan og Tunesien.