Håndbold

Præsidenten gav dansk toptræner en lussing og sagde, at det var godt nok

Lars Rasmussen har været i ungarske Siofok KC siden sommer, hvor presset er større, pengene er flere, og hvor præsidenten er noget for sig selv.

Døren går op til videorummet, og alle ti mand lister forsigtigt ind i lokalet. Trænerteam, diætist, fysisk træner, skadesforebyggende træner, sågar kokken var med.

Inde i rummet står alle de små stole vendt mod den store fladskærm, hvor spillerne plejer at se video af sine modstandere. Men skærmen er slukket, og nogle af stolene står anderledes denne mandag aften. Helt præcist ti af dem.

Når vi så vinder ti kampe i træk, giver du os så ti privatfly i stedet for? Er det sådan, vi arbejder? Så begyndte han bare at grine

Lars Rasmussen, træner i Siofok

De står i en lille ø for sig selv foran et sofaarrangement med to store læderstole nede i enden. I den ene sidder en af de største byggeentreprenører i Ungarn. En af den ungarske statsministers bedste venner. Præsidenten i Siofok KC, Janos Fodor, er der. En stor mand, både i størrelse og anseelse, og han er ikke glad.

- Det var fuldstændig som at gå ind i et klasselokale for at få skæld ud af læreren. Det var meningen, at vi bare skulle sidde foran ham på de der små stole og lytte som skolebørn, siger Lars Rasmussen, klubbens danske træner, til TV 2 SPORT.

De ti indbudte gæster sætter sig ned, men kun de ni af dem sætter sig uden tøven på de opstillede duksepladser.

- Jeg går hen og tager fat i den anden stol i protest og hiver den en meter væk fra ham, så jeg kan sidde i den og kigge på ham, fortæller Lars Rasmussen.

- Da mødet begynder, prøver han at fremtvinge en kæmpe skuffelse, og jeg har aldrig set en prøve så meget, fordi man inderst inde godt vidste, at det var fuldstændig latterligt at sidde der. Men han er præsident, så han skulle have lov at give sin skuffelse til kende og bare rase ud.

Janos Fodor havde indkaldt til mødet efter to liganederlag i træk. Først til Györ, Champions League-mestrene, og så til Erdi, som også er et af topholdene i den ungarske liga, der af mange regnes for verdens bedste liga i kvindehåndbold.

- Nu skal vi have noget på det rene. Jeg føler ikke, jeg får noget igen. Hvorfor skal jeg give det og det, når I ikke giver tilbage til mig? Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at vi taber til de to, begyndte præsidenten ifølge den danske træner.

På dette tidspunkt, midt i oktober, var Lars Rasmussens trup tilmed ramt af flere store skader, og mod Gÿor måtte han spille med sin stregspiller som playmaker i 20 minutter i mangel på bedre.

Samtidig havde Siofok vundet de første to kampe i sæsonen - blandt andet en meget vanskelig udekamp, hvor holdet alligevel vandt med seks.

Men det var ikke godt nok.

- Nu ville han sgu se noget mere og have noget igen, ellers gad han ikke give mere. Han betaler lønnen, bonusserne, maden og så videre, men nu gad han for eksempel ikke give, så vi kunne tage af sted dagen før en udebanekamp. Det gad han bare ikke mere.

Groft sagt har jeg ikke noget budget. Der er egentlig ikke det, vi ikke kan få, og jeg ikke kan få

Lars Rasmussen

Og det er her, den østeuropæiske og skandinaviske måde ifølge danskeren adskiller sig. For hvordan gavner det holdet og det sportslige setup, at miste sådan nogle ting? Det svarede præsidenten ikke på.

- Når vi så vinder ti kampe i træk, giver du os så ti privatfly i stedet for? Er det sådan, vi arbejder? Så begyndte han bare at grine. Det gav jo mening, og det respekterede han. 'Bare sørg for, at spillerne ikke udstråler det samme, som de gjorde i lørdags'. Det var jeg selvfølgelig enig i, fortæller Lars Rasmussen.

Mødet varede i to timer.

- Groft sagt har jeg intet budget

Lars Rasmussen skiftede Danmark ud med Ungarn i sommerpausen, hvor Ringkøbing Håndbold blev byttet ud med Siofok KC. Her har han underskrevet en treårig kontrakt, hvor målet er at bide sig fast i toppen af ungarsk og europæisk håndbold.

- Heldigvis er det startet godt, og jeg elsker klubben. Jeg elsker Siofok KC, og jeg har det fantastisk med alle mennesker. Også med vores meget, meget store præsident.

- Jeg er stolt over at være her, og lige så vanvittig jeg kan være, Janus kan være, fansene kan være, lige så fantastisk er det, at de er lige netop på den her måde. Og når jeg samtidig kan mærke, at de godt kan lide mig og bakker mig op hernede, så må jeg jo sige, at så kan jeg jo ikke bede om mere.

For selvom ovenstående eksempel havde været voldsomt, hvis det skete herhjemme, så er det bare ikke det samme i Ungarn.

- En præsident styrer løjerne hernede, for det er ham, der betaler gildet. Men jeg har også en præsident, som prøver at gøre alt for mig, og det sætter jeg enormt stor pris på. Jeg er fantastisk glad for at være her. Det er en topprofessionel klub, hvor forventningerne er ekstremt høje.

De tårnhøje forventninger kommer særligt af, at økonomien kan fjernes fra enhver ligning, hvis resultaterne ikke flasker sig, som Janos Fodor helst ser det.

- Groft sagt har jeg ikke noget budget. Der er egentlig ikke det, vi ikke kan få, og jeg ikke kan få.

Den rumænske landsholdsspiller Gabriela Perianu er blandt andet ude resten af sæsonen med en korsbåndsskade, og det er grus i maskineriet hos Lars Rasmussen, der må se bort fra en af sine stjerner.

Problemet er, at han giver mig alt. Så vil det fandeme være svært for mig at sige, at forholdene ikke er i orden, hvis jeg ikke skaffer resultater

Lars Rasmussen

- Med det samme, da Perianu bliver skadet, var det: "Lars, kan du klare de sidste tre kampe inden vinterpausen?", hvortil jeg svarede ja. "Godt, og så kigger vi på, hvem vi skal hente."

- Og der er det jo decideret, hvor han sidder og kigger. "Hvilken landsholdsspiller vil du hente til venstre back?" Det handler ikke om økonomi, det handler ikke om, hvad det koster. Hvem kan vi hente i Ungarn, hvem kan vi hente i udlandet, hvad er der af muligheder?

Her er det værd at have in mente, at det i Ungarn koster 15.000 euro bare at hente en udenlandsk spiller til klubben, og det kan lægges oveni i prisen for at købe spilleren fri af sin kontrakt. Dertil hører naturligvis en god kontrakt, der inkluderer fri bolig og fri bil.

- Alligevel er det sådan, at hvis vi alligevel gerne vil have den landsholdsspiller fra Norge til næste år, kunne det så være en ide at gå all-in og købe hende fri nu, hvis hun vil? Selvom det sikkert ville løbe op i omkring 100.000 euro at få hende det halve år tidligere, hvis det var hende, vi ville have nu.

"Lars, hvis det er sådan en spiller, vi kan få, jamen så er der ingen grænser."

Et kram og en lussing

Selvom den slags penge mellem hænderne skaber en frihed, betyder det omvendt også, at presset er enormt på Lars Rasmussens skuldrer. Og det kan mærkes.

- Det er en klub, der vil frem, og vi får alt, hvad vi beder om. Men det er måske også den klub i hele Ungarn, hvor presset er størst, fordi Janus brænder for at få succes. Og hans største problem er tålmodighed.

- Problemet er, at han giver mig alt. Så det vil fandeme være svært for mig at sige, at forholdene ikke er i orden, hvis jeg ikke skaffer resultater. Der sætter jeg mig selv lidt under pres, det må jeg give ham. Det er sindssygt hårdt, men det er fedt, for jeg kan jo lide det, fortæller Lars Rasmussen.

I Siofok er der nemlig ikke tid til at fejre sejrene i de efterfølgende dage. Det er ’tillykke’, når den er hjemme lørdag aften, men søndag morgen eksisterer den sejr ikke længere. Den er glemt.  

- Det var været en vild start, en fed start, en god start, og vi er alle sammen glade, men man skal forstå, at hver eneste dag er et kæmpe pres. Uafbrudt. Og det er hundrede procent ikke noget for alle.

Også selvom det bliver til en sejr, som det er blevet i tre ud af de første seks ligakampe i sæsonen, så er det heller ikke altid nok.

Den 19. oktober vandt Siofok på udebane over Dunaujvaros. Det var den kamp, hvor Perianu blev skadet, og hvor en anden stor profil, Sanja Damnjanovic, spiller sin første kamp i en måned efter sin skade. Sejren lyder alligevel på seks mål, og alle er glade på nær én.

Jeg kan jo godt mærke, når han står oppe på sin balkon og kigger ned, at han kigger på mig.

Lars Rasmussen

"Tillykke – men I kunne fandeme godt have vundet med 12," lyder det fra præsidenten til sin træner efter kampen.

"Hvad siger du, Janus?"

"Jamen Lars, I lukker tre mål ind i de sidste tre minutter i første halvleg, og fire mål ind i de sidste fire minutter af anden halvleg. I kunne godt have vundet med 12!"

- Så gav han mig en lussing og sagde, at det var godt nok gået. Sådan gør han bare, og det er egentlig meget sjovt, for når vi vinder om lørdagen, får jeg lige en flad af ham. Første gang fik jeg et chok og overvejede, om jeg skulle give ham en igen. Men jeg har lært, at det er hans måde at gøre det på. Og så krammer han mig selvfølgelig også lige efter, fortæller træneren.

Sammenholdet trumfer alt

Og det er ikke kun på kampdage, efter sejre eller nederlag, at presset trykker på de danske skuldre. I hverdagen er der også stikkende øjne i nakken, og nogle gange bogstaveligt talt.

Klubbens nye arena står klar til februar, så lige nu træner og spiller holdet kampe i mindre, gammel hal. På træningsområdet er der baner, fitnessrum og restaurant, og midt i det hele, lidt oppe i højden, ligger præsidentens kontor - selvfølgelig med balkon.

Nogle gange går dørene op, og Janos Fodor træder ud på balkonen. Herfra kan han se lige ned på træningsbanen, og han har også øje over til de andre kontorer. Han siger ikke noget.

- Jeg kan jo godt mærke, når han står oppe på sin balkon og kigger ned, at han kigger på mig. Hvert skridt jeg tager, hvert skridt spillerne tager. Om der er smil eller ikke smil, koncentration eller ikke koncentration. Alting bliver noteret.

- Det er næsten umuligt at stille ham tilfreds, men han gør det alligevel på en måde, men uanset hvad er han stadigvæk menneskelig og kærlig. I det store hele er han en fantastisk mand, og jeg holder utroligt meget af ham, og jeg holder utroligt meget af klubben, fortæller den danske træner.

For selvom bølgerne nogle gange går højt, temperamenterne koger, og presset aldrig fortager sig, så er sammenholdet ikke til at tage fejl af.

Som efter det møde mandag aften i videorummet, hvor præsidenten fik lov at rase ud over for samtlige personer med tilknytning til spillerne.

- Jeg kan huske, jeg tænkte, at hvis det er sådan her, når vi har tabt til de to bedste hold lige nu, og med de skader vi har - hvis det fortsætter, når vi dummer os med et fuldt hold og mod en mindre modstander, hvad venter der så ikke?

Men så rejste alle sig op, og var klar til at forlade lokalet. Det nåede de bare ikke, for først skulle alle have en krammer af præsidenten, inden hele gruppen samledes tæt sammen. Der var ikke rigtig nogen, der sagde noget, indtil præsidenten begyndte.

"TO, TRE, SIOFOK!"

Det var spillernes kampråb, og det gjorde indtryk. Kort efter var alle med.

"TO, TRE, SIOFOK!"

- Så sluttede mødet, og så gik vi væk. Det var fuldstændig surrealistisk.