Håndbold

Investorer overtager FC Midtjyllands håndboldhold og vil skifte navn

Klubben ændrer navn efter den kommende sæson, men det er endnu uvist, hvad de skal hedde.

Med omgående effekt overtager en midtjysk forankret investorgruppe ejerskabet og driften af FC Midtjylland Håndbold. Det meddeler klubben på sin hjemmeside.

Dermed kommer FC Midtjylland Håndbold til at skifte navn i den kommende sæson, og færdiggør dermed sæsonen under det nuværende navn. Ifølge reglementet må man ikke skifte navn i løbet af en sæson.

Bestyrelsesformanden i fodboldklubben FC Midtjylland fortæller, at han er tilfreds med at videregive klubben til personer i lokalområdet.

- Da Matthew Benham købte FC Midtjylland forpligtede han sig til økonomisk at sikre den fremtidige drift af håndboldklubben. Han forstod, at håndbold er en vigtig del af elitemiljøet i Ikast og bidrager positivt til brandingen af FC Midtjylland, siger FC Midtjyllands bestyrelsesformand Rasmus Ankersen i en pressemeddelelse.

- Lidt mere end tre år senere er tiden nu kommet til at give stafetten videre til lokale kræfter. Jeg er meget tilfreds med, at vi har fundet en løsning, hvor vi fortsat vil have et tæt samarbejde omkring at videreudvikle elitemiljøet i Ikast, og samtidig får håndboldklubben en ambitiøs ejerkreds, der kan flytte den til det næste niveau.

Primus motor i investorgruppe er erhvervsmanden og nuværende bestyrelsesformand i håndboldselskabet Lars Gantzel Pedersen, og han ser ligeledes store muligheder i det nye setup.

- Vi ser et stort potentiale i håndboldklubben, og det er lykkedes os at samle en bred investorgruppe, der er indstillet på at fortsætte de stærke resultater, som FCM Håndbold har leveret både nationalt og internationalt igennem de senere år, siger Lars Pedersen.

Klubben meddeler, at der vil komme yderligere informationer omkring dette på et pressemøde den 20. november.