Håndbold

Fem år gammel sag lever igen - kan koste franske brødre EM

En sag fra 2012 kan i yderste konsekvens koste franske Nikola og Luka Karabatic EM-deltagelsen, efter at ligaforbundet har taget sagen op igen.

En fem år gammel sag kan være et overstået kapitel om to uger.

Mandag var de franske håndboldstjerner Nikola og Luka Karabatic til høring hos den franske håndboldligas disciplinærudvalg for en sag om formodet matchfixing i 2012, og forbundets dom skal komme inden for to uger.

Ifølge flere franske medier, heriblandt sportsavisen l’Equipe, ligger den mildeste straf for forseelsen på seks kampes karantæne, mens straffen kan løbe helt op i to års karantæne samt udelukkelse fra det franske landshold.

Beskyldes for at tabe med vilje

Tilbage i 2012 havde brødrenes daværende hold, Montpellier, allerede vundet det franske mesterskab og spillede en – for dem – betydningsløs kamp mod undertippede Cesson-Rennes.

De endte med at tabe kampen 28-31, og efterfølgende stod det klart, at der var placeret ualmindeligt høje beløb på, at Cesson-Rennes ville vinde kampen.

Allerede i 2015 afsagde de franske myndigheder en dom på 10.000 euro og to måneders betinget fængsel til brødreparret samt en karantæne på seks kampe til lillebror Luka, fordi retten fandt dem medskyldige i matchfixing.

Besynderlig timing

De franske myndigheder lagde låg på sagen i 2015, men to år senere har den franske håndboldligas disciplinærudvalg altså valgt at tage sagen op igen. Den beslutning undrer TV 2 SPORTs håndboldekspert Claus Møller Jakobsen.

- Det er besynderligt, at sagen bliver taget op igen så mange år efter. Man må formode, at de fik en straf, og at sagen blev gennemarbejdet, vurderet og målt i sin tid af myndighederne. Men at forbundet synes, at det skal være en sag her fem år senere, er besynderligt, lyder det fra håndboldeksperten.

Claus Møller Jakobsen mener, at håndboldsporten er kommet videre, og at skandalen ikke længere er noget, der klæber sig til de to brødre.

- Den sag var mere eller mindre glemt eller begravet. Folk kan selvfølgelig huske den, men det er ikke noget, man taler om.

- Jeg er ikke uddannet jurist. Men jeg forstår simpelthen ikke, at det er blevet til en sag igen. Det kan være, at de vil bruge brødrene til at statuere et eksempel. Timingen så mange år efter kan jeg ikke forstå.

Vil være et stort slag for Frankrig

I januar næste år deltager de franske verdensmestre i EM i Kroatien, hvor holdets helt store stjerne, Nikola Karabatic, altså i yderste konsekvens risikerer at misse slutrunden, såfremt ligaforbundet idømmer ham en hård straf.

Det er hypotetisk, eftersom straffen først kommer inden for 14 dage, men hvis det værst tænkelige sker for Karabatic-brødrene, vil det være et stort slag for dem såvel som landsholdet.

- Det vil være en gigantisk svækkelse. Det er nærmest midterforsvaret, der bliver taget ud af holdet, og så er det jo verdens bedste spiller igennem de sidste 10 år (Nikola, red.), der bliver fjernet.

- Jeg ved, at Frankrig har en stor masse at tage af. Men Nikola er styrmanden i alle spillets facetter, både i defensiven, kontrafasen, angrebet og som indpisker.

I forvejen er den franske forsvarsprofil Ludovic Fabregas tvivlsom til slutrunden efter en blodprop. Læs mere om den historie nedenfor.

EM i Kroatien begynder den 12. januar i 2018.