VM håndbold

VM-afbud gør ondt på Bodholt: - Det er hårdt og tungt for mig

Den danske landsholdsspiller Stine Bodholt Nielsen er trist over, at hun må melde fra til VM i december på grund af en knæskade.

Væsken i knæet og skuffelsen i hovedet har hobet sig op for Stine Bodholt Nielsen, der på grund af en skade må melde fra til VM-slutrunden i december.

Landsholdsstregen meldte onsdag afbud, efter at hun dagen forinden i samråd med sin fysioterapeut og læge kunne konstatere, at fremskridtene for en tilbagevenden på banen desværre gik for langsomt.

- Det har været nogle hårde 24 timer. Jeg har været rigtig, rigtig ked af det. Jeg ville rigtig, rigtig gerne spille et VM, så det er hårdt og tungt for mig, siger Stine Bodholt Nielsen til TV 2 SPORT.

Den 28-årige Viborg-spiller fortæller, at hun ikke har haft ondt, når hun har styrketrænet for at blive klar til slutrunden. Problemet er, at væsken i knæet ikke vil forsvinde, og derfor har hun været nødsaget til at melde fra til Klavs Bruun Jørgensens landsholdstrup.

- Det scanningen har vist er rigtig, rigtig positivt. Der er ikke noget ødelagt eller revet over, så det er slet ikke noget slemt på den måde, men det kræver pause, og jeg skal have nogle indsprøjtninger, der kan hjælpe mig, så vi kan få det væske ud, siger landsholdsstregen.

Stine Bodholt Nielsen har været med i begge de slutrunder, hvor Klavs Bruun Jørgensen har haft ansvaret for landsholdet. VM i Danmark i 2015 og EM i Sverige sidste år. Afbuddet i år var dog naturligt med tanke på fremtiden.

- Lige nu på den korte bane ville jeg gerne have spillet et VM, og det er det, der gør ondt. Men jeg bliver nødt til at tænke på min karriere fremadrettet, og jeg skal have et stærkt og stabilt knæ, før jeg går på banen igen, og så må det tage så lang tid det tager. Jeg vil rigtig gerne spille håndbold i mange år og opleve fede ting, så derfor bliver jeg nødt til at tænke på min krop, siger Stine Bodholt Nielsen til TV 2 SPORT.

Klavs Bruun Jørgensen har udtaget Rikke Iversen fra Silkeborg-Voel som erstatning for Stine Bodholt Nielsen.