VM håndbold

- Jeg er ikke bange for at sige, at vi går efter guldet, siger Polman

Hollands håndboldstjerne Estavana Polman kan ikke længere glæde sig over sølvmedaljer.

Estavana Polman lægger ikke skjul på, at hun ikke samler på anden- og tredjepladser. Derfor er hendes mål i december at rejse hjem med VM-guld om halsen.

- Hvis jeg kan tale for mig selv, tager jeg til VM for at vinde. Jeg vil ikke sige, at jeg er glad for sølv eller bronze. Jeg er glad for guld, siger Estavana Polman til TV 2 SPORT og fortsætter:

- Jeg tror også, at jeg på holdets vegne kan sige, at vi går efter guldet. Hvis man ikke tør sige det højt, hvem vil så tro på, at vi kan vinde? Ingen, hvis man ikke tror på sig selv. Jeg er ikke bange for at sige, at vi går efter guldet.

Team Esbjerg-spilleren er heller ikke nervøs for at lægge unødigt pres på sig selv og landsholdskammeraterne.

- Hvis du spørger Danmark, går de også efter guldet. Hvis man er med ved VM, går man efter guldet, ellers kan man lige så godt blive hjemme, siger hun.

Ved VM i Tyskland er Holland i gruppe med værtsnationen, Serbien, Sydkorea, Kina og Cameroun. De fire bedste nationer går videre til ottendedelsfinalerne, hvor de parres med de fire bedste fra Danmarks gruppe.

Estavana Polman er fuldt ud klar over, at de hollandske kvinder skal levere toppræstationer for at kunne indfri hendes klokkeklare ambition om at vinde guld.

- Det er ikke garanteret (guld, red.), bare fordi vi har været i to finaler (VM 2015 og EM 2016, red.). Vi skal blive bedre, fordi vi er i en stærk gruppe, og bliver vi nummer fire (i gruppen, red.), møder vi nummer et (fra Danmarks gruppe, red.), siger Polman og fortsætter:

- Jeg siger ikke, at det så er umuligt, men det kræver, at vi spiller godt.

Polman og Hollands første VM-gruppekamp er mod Sydkorea lørdag den 2. december. Torsdag møder hollænderne Italien i en testkamp i Eindhoven.

Se VM i håndbold på TV 2, TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.