Tredje FCM-spiller ude resten af sæsonen på grund af graviditet

For tredje gang på under to måneder må topholdet FC Midtjylland konstatere, at en spiller er ude resten af sæsonen på grund af graviditet.

Kvindeligaens nuværende nummer to, FC Midtjylland, må undvære bagspilleren Trine Troelsen resten af sæsonen, da hun er gravid med termin til sommer.

Dermed bliver hun den tredje i rækken, der misser resten af sæsonen på grund af en graviditet, efter de to stregspillere Linn Blohm og Sabine Pedersen meldte det samme ud henholdsvis i starten af oktober og for præcis en uge siden.

Derfor var det da også lidt specielt at skulle fortælle den gode nyhed til trænere og ledelsen i FC Midtjylland, det fortæller Trine Troelsen til TV 2 SPORT.

- Jeg var selvfølgelig lidt nervøs og spændt, men det er jo sådan, det er, og det ved klubben også. Alligevel var det lidt specielt. Vi er tre gravide nu, og vi må bidrage med det uden for banen, som vi kan.

Den 32-årige bagspiller skiftede inden denne sæson tilbage til den midtjyske storklub på en toårig kontrakt, men det har knebet med spilletid i bagkæden, hvor andre stærke navne har stået forrest i køen. Graviditeten kommer dog ikke til at ændre noget på hendes situation.

- Jeg har en kontrakt med FC Midtjylland, og når jeg er tilbage, er det bare fuld skrue fremad. Så må vi se, hvor langt det rækker. Lige nu nyder jeg bare det her, og man har set så mange komme endnu stærkere tilbage. Jeg skal jo også holde mig i gang og ikke bare fede den, lyder det med et smil fra Trine Troelsen.

Bagspillerens sidste kamp i denne sæson blev udekampen i Champions League, hvor midtjyderne mødte Rostov-Don. Her kvitterede Troelsen med et enkelt mål i nederlaget på syv mål.

Nyheden om endnu en graviditet gør det heller ikke nemmere for FC Midtjyllands cheftræner Kristian Kristensen, men han føler sig dog bedre dækket ind på Trine Troelsens position i forhold til de to stregspillere Linn Blohm og Sabine Pedersen.

- Når man lige summerer det sammen og siger tre graviditeter inden for fem uger, så er det selvfølgelig en presbold. Især når to af dem er på samme position. Men det er livets gang. Vi har heldigvis købt bredt ind i år, så i Trines tilfælde har vi rigelig med bagspillere, så det skal nok gå. Det er bare at sige tillykke, siger Kristian Kristensen.

Mens FC Midtjylland har bagspillere nok, er klubbens eneste tilbageværende stregspiller 23-årige Julie Gantzel. Derfor meldte klubben også ud i sidste uge, at de er på jagt efter en erstatning for de gravide spillere.