VM håndbold

Spillere vidste ikke, de måtte bruge harpiks ved VM

Cameroun har endnu ikke vundet en kamp ved VM. Forklaringen lyder, at de lige skal vænne sig til den harpiks, de spiller med.

Der har været mange store overraskelser ved denne VM-slutrunde indtil videre.

Nogle af de største kom lørdag, da både Frankrig og Holland tabte til de undertippede fra Slovenien og Sydkorea. For Cameroun kom den største overraskelse, da de ankom til Tyskland. Her opdagede de nemlig, at de skulle spille med harpiks.

- Vi har et problem med harpiks på boldene. Da vi modtog boldene, som skulle bruges i turneringen, til at træne med derhjemme, sagde de (arrangørerne, red.), at vi ikke kom til at bruge harpiks. Derfor har vi trænet uden brug af det, siger Serge Claude Magala, assistenttræner for Cameroun, til TV 2 SPORT.

- Da vi så ankom til Tyskland, så vi, at andre hold brugte harpiks. Derfor er vi nu ved at tilpasse os, så vi kan bruge det. Det er også derfor, at vi har mistet mange bolde i angrebet, og at vores skud ikke er så lige. Spillerne var overrasket over det, men vi er med i en af de største turneringer i verden, så vi kommer ikke til at græde over det. Vi skal bare lære at spille med det. Det er det hele.

Cameroun spillede åbningskampen fredag mod Tyskland, hvor det endte med et nederlag på syv mål. Søndag var de så i aktion igen, og denne gang blev det ligeledes til en nederlag. Denne gang med 13 mål til Serbien.

Jeg er ikke tilfreds med holdets præstation indtil videre, og vi skal score flere mål på kontra

Serge Claude Magala, assistenttræner for Cameroun

Assistenttræneren fortæller, at hans opgave er enkel i disse kampe. Han skal opildne spillerne så meget som muligt, selvom det er en svær modstander.

- Jeg vil gerne have, at kampen bliver til dynamit. Så jeg skal bare give energi til spillerne ude på banen. Jeg skal være sikker på, at de kommer til at spille, som jeg gerne vil have.

Hvad synes du om holdets præstationer indtil videre?

- Jeg er ikke tilfreds med den, og vi skal score flere mål på kontra. Vi har også mistet mange bolde i angrebet. Der er også nogle ting i forsvaret, som skal ændres, før at det bliver perfekt, siger Serge Claude Magala.

Solbrillerne er en del af looket

Selvom det endnu ikke er blevet til sejre for Cameroun i turneringen, så holder de sig ikke tilbage i kampene. Derfor udelukker assistenttræneren heller ikke, at det afrikanske hold avancerer, selvom det ser svært ud.

- Vi vil gerne kunne slå alle, så vi spiller kampene uden frygt, og uden at vi tænker på, at vi bare skal minimere tabene. Vi går ind i en kamp for at vinde den, og hvis vi får chancen for at komme videre, så vil vi udnytte den.

Serge Claude Magala er kendt for at have solbriller på hele tiden, hvilket også kan ses på ovenstående billede, men det er der en god grund til.

- Jeg kan godt lide det. Der er ikke meget sol her, men det er en vane. Når der er meget lys, så tager jeg mine solbriller på. Jeg sover ikke med dem, men det er mit look, forklarer assistenttræneren.

Cameroun møder endnu en stor nation lørdag, hvor det er EM- og VM-sølvinderne fra Holland, der venter.