VM håndbold

Hollandske profiler beder om dansk støtte i VM-brag

Flere af de hollandske spillere har tæt tilknytning til Danmark, og derfor håber hollænderne på stor opbakning i semifinalen.

Du kan se kampen mellem Holland og Norge på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fredag fra klokken 17.30.

VM-slutrunden i Tyskland har ikke bugnet af tilskuere.

Dog tror spillere og arrangører, at der vil være tryk på, når Holland står over for Norge i den første semifinale. Der forventes at komme en masse norske fans til Tyskland, og det foruroliger hollændernes stjerne, der håber på støtte fra Danmark, hvis der altså stadig er danske fans tilbage.

- Jeg håber, at danskerne vil støtte os. De skal stå bag os, da vi har brug dem. Der er folk nok her fra Norge. De er nødt til at støtte os, siger Estevana Polman til TV 2 SPORT, der lige nu spiller for Team Esbjerg.

Håber på så meget støtte som muligt

En anden spiller, der også håber på dansk opbakning, er Pearl van der Wissel. Hun spiller i Odense Håndbold, men har også klubber som GOG Svendbog og SK Århus på CV'et.

Van der Wissel fortæller, at hendes tilknytning til Danmark er blevet stor - faktisk nogle gange for stor.

- Jeg har spillet i Danmark i så mange år, at jeg har problemer med det hollandske sprog en gang i mellem. Jeg tænker mange ting på dansk, siger hollænderen.

 - Jeg håber, at de danske fans vil holde med os. Det vil være helt fantastisk, og vi har eller har haft mange spillere i den danske liga. Jeg ved ikke, hvor mange der kommer, men jeg håber på så meget støtte som muligt.

Holland er klar til VM-semifinalen efter sejr over Tjekkiet Video: TV 2 SPORT