Nikolaj Jacobsen har udtaget den danske EM-trup
Danmarks trup til EM i Kroatien er fredag blevet udtaget. Landstræner Nikolaj Jacobsen har valgt ikke at udtage Anders Eggert.
I bunden af artiklen kan du se hele den danske EM-trup.
Den danske trup til EM i januar er nu blevet udtaget.
Landstræner Nikolaj Jacobsen har fredag sat navn på de 17 spillere, der skal med til slutrunden i Kroatien. Landstræneren har set bort fra fløjspilleren Anders Eggert, mens han har fundet plads til bagspillerne Niclas Kirkeløkke og Peter Balling.
- Det er en god og erfaren trup, der også indeholder nogle unge spillere, og det er i mine øjne de bedste spillere, vi har i Danmark lige nu. Vi har udtaget 17 mand, da man må skifte ud i truppen op til seks gange i løbet af slutrunden. Det betyder, at der ikke er en reserve med som 17. mand. Truppen består med andre ord af 17 spillere, som vi vil rotere mellem fra kamp til kamp, siger Nikolaj Jacobsen i en pressemeddelelse.
EM i Kroatien begynder den 12. januar, men inden da skal landsholdet spille Golden League i Frankrig, hvor de møder Egypten, Norge og Frankrig. Til de kampe vil Ribe-Esbjerg-spilleren Jacob Holm være med, men det er ikke planen, at han skal med til Kroatien.
- Vi vil gerne have Jacob Holm med i dagene op til EM. Dels passer han godt ind i forberedelserne i forhold til både Golden League og EM-slutrunden, og dels er det godt, at han har været samlet med holdet, hvis vi får brug for at kalde en spiller mere ned til Kroatien, siger landstræneren.
I starten af december udtog Nikolaj Jacobsen en bruttotrup på 28 mand. Nu hvor truppen er skåret ned, er spillere som Anders Eggert, Nikolaj Markussen, Lasse Møller og Simon Hald blevet frasorteret.
Ved EM er Danmark i gruppe med Spanien, Ungarn og Tjekkiet.