Håndbold

EM-spiller kæmper med at finde sit topniveau efter skade

GOG's Niclas Kirkeløkke er efter eget udsagn 'lidt' fra sit tidligere niveau. I næste måned skal han med Danmark til EM.

Håndboldspilleren Niclas Kirkeløkke er med i flyet, når det danske landshold om tre uger rejser til EM i Kroatien.

Og det er selvom, at den 23-årige bagspiller i løbet af efteråret har kæmpet med en skade i skulderen. En skade, der i oktober betød, at han måtte melde afbud til den seneste landsholdssamling.

Jeg er ikke imponeret over Kirkeløkkes scoringsprocent, må jeg indrømme

Claus Møller Jakobsen, TV 2 SPORTs håndboldekspert

I slutningen af november gjorde Kirkeløkke comeback på håndboldbanen efter næsten to måneder på sidelinjen, og derfor er han endnu ikke tilbage på sit topniveau.

- Jeg er lidt fra det niveau, jeg havde sidste år. Jeg føler, at mit forsvarsspil er okay lige nu, men jeg føler stadig ikke, at mine skud sidder der. Jeg scorede heller ikke på mange skud udefra i dag, som jeg lige husker det. Det er der, hvor jeg mangler mest, siger Niclas Kirkeløkke til TV 2 SPORT.

Onsdagens sejr på 31-23 over Ribe-Esbjerg var Kirkeløkkes fjerde kamp siden comebacket, og i de fire kampe er det blevet til 21 scoringer på 40 forsøg. Det er ikke en statistik, der imponerer TV 2 SPORTs håndboldekspert Claus Møller Jakobsen.

- Jeg er ikke imponeret over Kirkeløkkes scoringsprocent, må jeg indrømme. Men jeg er fortrøstningsfuld, og jeg er glad på Niclas' vegne - og på kort sigt også på Danmarks vegne. Det så på ingen måde ud til, at han var hæmmet af sin skulder.

- 7 scoringer på 13 forsøg kan jo gøres bedre, men jeg bliver glad på vegne af det danske landshold, fordi det ser ud til, at Niclas Kirkeløkke er fit for fight. Og så mangler der noget finpudsning og noget timing i hans skud, siger håndboldeksperten videre.

Og netop skuddet er noget, som Kirkeløkke selv er meget fokuseret på.

- Det er mit job at afslutte, så jeg er nødt til at blive ved. Det har været et tema for mig de seneste par kampe, at jeg har brændt ret meget. Jeg er her for at skyde, så jeg skal blive ved, ellers kan jeg ikke bruges til noget.

Niclas Kirkeløkke var for nogle år siden ude i lang tid med en slem skulderskade, men han kom stærkt tilbage i sidste sæson og fik både landsholdsdebut og blev udtaget til sin første slutrunde - VM i Frankrig i januar.