Håndbold

Svalastog fik comeback efter syv måneders skadepause

Louise Svalastog er for første gang med for København Håndbold, efter hun pådrog sig en alvorlig hjernerystelse i sidste sæson.

Siden den 27. maj 2017 har der været stille omkring Louise Svalastog.

Efter den tredje DM-finale mod Nykøbing Falster Håndbold trak hun stikket for at komme sig over to hjernerystelser, som hun havde pådraget sig i løbet af sæson.

Men fredag aften - efter en kamppause på 216 dage - var hun pludselig tilbage på holdkortet for København Håndbold, da holdet skulle spille pokalsemifinale mod Aarhus United. Og efter 42 minutter fik det længeventede comeback til håndboldbanen.

Selvom Louise Svalastog nu er klar til at spille håndbold igen, er hun endnu ikke parat til at tale om de seneste syv måneders ufrivillige håndboldpause.

Derfor var det København Håndbolds fysioterapeut, Line Knutzon, der gav en opdatering på de seneste syv måneders prøvelser for Louise Svalastog før opgøret mod Aarhus United.

- Hun er selvfølgelig glad for at kunne træne håndbold igen. Det har hun savnet, mens hun var ude, så det er dejligt at have hende tilbage på banen, fortæller Line Knutzon til TV 2 SPORT.

100 procent klar

35-årige Louise Svalastog har trænet fuldt med hos København Håndbold siden begyndelsen af december og efter samtaler med den øvrige stab, føler holdets træner sig sikker på, at hun er klar igen.

- Hun er med 100 procent sikkerhed klar til at spille håndbold igen efter sin hjernerystelse.  Vores eksperter mener, at hun er klar til at spille håndbold på det her niveau. Derfor er vi helt overbevist om, at hun er klar til det, siger Claus Mogensen til TV 2 SPORT.

Helt så sikker er TV 2 SPORTs håndboldekspert Trine Nielsen dog ikke.

- Jeg er rigtig glad på Svalastog og Københavns vegne. Men jeg har lidt uro i maven over det her. Hovedet er bare noget andet, end en forstuvet fod.

Den 24. marts blev Louise Svalastog ramt af den anden hjernerystelse i sæsonen, da holdkammeraten Mia Rej skød hende lige i hovedet under en kamp i Viborg, hvorefter hun måtte udgå.

Louise Svalastog Spellerberg må udgå, efter hun fik et skud i hovedet fra hendes egen holdkammerat. Video: TV 2 SPORT

Siden var hun hårdt ramt af eftervirkninger, der betød, hun måtte kæmpe sig igennem flere slutspilskampe.

København Håndbold vandt pokalsemifinalen mod Aarhus United med 27-19, og er dermed klar til pokalfinalen.