To spillere kæmper sammen – men mod hinanden - for at udfylde tomrummet på højre back
Niclas Kirkeløkke og Peter Balling er de to spillere, der skal kæmpe om spilletiden på højre back under EM. Men det bliver i høj grad en fælles kamp.
Se Danmark-Egypten fra Golden League direkte på TV 2 torsdag aften fra kl. 20.35
Det er en stor kapacitet, der har forladt sin ellers så sikre post på herrelandsholdets højre back.
Den nu 36-årige Kasper Søndergaard har spillet 184 kampe og scoret 395 mål for Danmark, men tre måneder før EM i Kroatien valgte landsholdets mest vindende spiller gennem tiderne at sige farvel til den rød-hvide trøje.
Tilbage står et gabende tomt hul på højre back-positionen i Danmarks angrebsspil, som landstræner Nicolaj Jakobsen skal have udfyldt.
Og da håndboldherrerne tirsdag den 2. januar afholdt det første pressemøde forud for EM-forberedelserne, som i disse dage er i fuld gang, var der da også stor interesse for de to arvtagere til Kasper Søndergaard. For nu skal hr. og fru Danmark for alvor lære Niclas Kirkeløkke og Peter Balling at kende.
- Det er et slag for Danmark, at Kasper(Søndergaard red.) ikke er med mere. Han har været virkelig god i lang tid, så det er ærgerligt. Men det åbner jo en mulighed for mig til at få lov at spille lidt mere. Det vil jeg selvfølgelig prøve at løse så godt jeg kan. Jeg glæder mig til at se, hvad både Peter(Balling red.) og jeg kan, siger Niclas Kirkeløkke, der suppleres af Peter Balling:
- Søndergaard har været med i mange år og har været god i mange år. Men i og med at han ikke længere er her, så kan det jo alt andet lige betyde, at der er en plads til mig. I første omgang betyder det, at jeg får lov at være her. Og det er jeg virkelig glad for.
- Niclas og jeg er to forskellige typer, der supplerer hinanden godt. På den måde er jeg sikker på, at vi kan løse den opgave, siger Peter Balling.
Når nye muligheder byder sig til
Den 23-årige GOG-spiller Niclas Kirkeløkke fik sin debut på A-landsholdet i 2016 og var en del af den danske trup ved VM i Frankrig i 2017. Her fik han dog ikke meget spilletid.
Men med Kasper Søndergaards landsholdsstop er det netop en gylden mulighed for mere spilletid, der har åbnet sig.
- Der kommer selvfølgelig lidt mere pres på, i og med at han ikke er der til at skulle spille stort set fuld tid. Nu bliver spilletiden nok fordelt mellem Peter Balling og jeg.
- Jeg håber, jeg kan få lov til at spille lidt mere, end jeg gjorde sidste gang. Der fik jeg kun én kamp, men der var jeg også bare glad for at være med. Denne gang håber jeg, jeg kan spille lidt mere og komme ind i en rytme med spilletiden. Sidste gang var jeg med for at lære rigtigt meget, så nu vil jeg også godt prøve lidt mere, siger Niclas Kirkeløkke til TV 2 SPORT.
Også den 27-årige TTH Holstebrospiller Peter Balling forventer, at Søndergaards fravær kommer til at betyde et større ansvar.
Balling har allerede opnået 18 landskampe og var også en del af EM-truppen i 2016, men nu stræber han efter endnu mere.
- Sidste gang fik jeg måske ikke så meget tillid og spillede ikke så meget. Der var jeg mest med som reserve, men jeg håber da, det bliver anderledes denne gang. Jeg håber, jeg får lov at vise, hvad jeg kan, siger Peter Balling og tilføjer:
- Drømmescenariet er jo, at jeg får lov at spille. Om det er tyve minutter hver kamp - eller ti - det er som sådan underordnet.
En fælles kamp - mod hinanden
Man skulle måske tro, at Kasper Søndergaards fravær har åbnet en drabelig kamp om spilletid mellem de to bejlere på landsholdets højre back. Men det er langt fra tilfældet.
De har snarere travlt med at rose hinandens kvaliteter, når de bliver spurgt til emnet. Og så taler de om det som et fælles projekt at erstatte Kasper Søndergaard på det danske landshold. Nej, her er skam ingen interne stridigheder at komme efter. Tværtimod.
Og det er måske meget naturligt. I hvert fald hvis man spørger TV 2 SPORT’s håndboldekspert Daniel Svensson.
- Det bliver jo sådan, fordi Kasper Søndergaard har siddet på den position i så lang tid. Nu er der så bare to arvtagere i stedet for én. Selvfølgelig er de i direkte konkurrence, og jeg er sikker på, at de begge hellere vil spille end at sidde på bænken, men de kommer til at dele tiden og supplere hinanden, siger han.
Men hvem har teten i det her kapløb om spilletid?
- Jeg vil faktisk være meget ked af at bruge ordet kapløb, for jeg tror ikke, det bliver sådan en klassisk konkurrencesituation med de to spillere. Tværtimod er det to forskellige typer af våben, som man kan bruge. Peter Balling er den hurtige og eksplosive type, der er god i gennembrud og til at gå på ydersiden. Niclas Kirkeløkke kan true på distancen og er sindssygt klog i spillet.
- Jeg ser Kirkeløkke som det største talent af de to, men Balling har bare nogle facetter i sit spil, som er uundværlige for et dansk landshold. Ligesom Kasper Søndergaard er han skarp på ydersiden og fræk som en slagterhund.
- Derfor mener jeg ikke, det bliver et klassisk kapløb, men snarere en fordelingsnøgle. Alt efter hvilken modstander vi skal møde, så kommer de begge to til at blive brugt, og jeg tror, de kan supplere hinanden rigtig godt i mange år ud i fremtiden, siger Daniel Svensson.
Både Balling, Kirkeløkke og resten af håndbold-Danmark får måske allerede torsdag aften nogle indikationer på, hvordan landstræneren ser situationen på højre back. Her spiller Danmark nemlig den første kamp ved træningsstævnet Golden League i Frankrig, hvor Egypten venter.
I løbet af weekenden venter her også testkampe mod Norge og Frankrig, inden det går løs ved EM i Kroatien lørdag den 13. januar med en kamp mod Ungarn.