EM håndbold

Henrik Toft kunne ikke sige nej til Paris

Landsholdsstregen Henrik Toft Hansen ser frem til at prøve kræfter med noget nyt i Paris.

For Henrik Toft Hansen var der ikke rigtigt et valg, da han fik chancen for at skifte til storklubben PSG Handball fra næste sæson.

- Det er en mulighed, der er svær at sige nej til.

Den danske stregspiller siger det med et stort smil. Et af dem, der ikke er påtaget. Det skinner igennem, at Henrik Toft Hansen glæder sig til at skifte storklubben Flensburg-Handewitt ud med en endnu større klub.

- Jeg er utrolig stolt over at få lov til at prøve kræfter med det, fortæller han til TV 2 SPORT.

Selvom der nu er noget at glæde sig til for den 31-årige landsholdsspiller, var det også væsentligt for ham, at det hele faldt på plads inden EM.

- For mig var det vigtigt, at jeg fik styr på det før slutrunden, så kan jeg slappe lidt mere af, siger Henrik Toft Hansen til TV 2 SPORT.

Han har skrevet under på en toårig kontrakt med den franske storklub, og faktisk er han allerede i Frankrig i disse dage.

Danmark spiller nemlig Golden League i landet, og torsdag aften slog landsholdet Egypten med 37-21 i den første kamp ved stævnet.

Lørdag eftermiddag møder Henrik Toft Hansen og resten af det danske landshold Norge. Søndag gælder det så værterne fra Frankrig.

Henrik Toft Hansen får derfor mulighed for at hilse på flere af sine kommende holdkammerater. Udover Mikkel Hansen spiller Sander Sagosen og Nikola Karabatic fra henholdsvis Norge og Frankrig også i klubben.