Landstræneren er bekymret efter sit første nederlag
Nikolaj Jacobsen fik lørdag sit første nederlag som landstræner, da Danmark tabte til Norge ved Golden League
Danmark var i store problemer mod Norge lørdag eftermiddag, da de to hold mødte hinanden ved Golden League.
Det startede ellers okay for Danmark, der var bagud med 11-12 ved pausen.
I anden halvleg satte Norge dog tempoet op og trak fra danskerne. Landin stod godt, men uden en skadet Mikkel Hansen havde landsholdet problemer offensivt. Derfor endte kampen 25-27.
Nederlaget var Nikolaj Jacobsens første som landstræner.
- Jeg skulle tabe en kamp på et tidspunkt. Hellere nu end om en uge. Men jeg er bekymret over vores tekniske fejl. Dem var der for mange af.
- Vi forærer Norge fem-seks mål i første halvleg på dumme fejl i angrebet, og det er ikke godt nok, fortalte Nikolaj Jacobsen til TV 2 SPORT efter nederlaget.
Over for TV 2 SPORT påpegede den danske landstræner, at det ikke kun var de mange tekniske fejl, der var problemet for Danmark.
- Vi investerede ikke nok i dag. Vi fik ikke flyttet bolden godt nok. Vi spillede alt for langsomt i første halvleg. Det blev bedre i anden halvleg, men der tabte vi for mange mand-mand-dueller mod Sander Sagosen.
- Vi skal have rettet nogle ting, og jeg vil se en større arbejdsindsats, end det jeg så i dag, sagde Nikolaj Jacobsen til TV 2 SPORT.
Danmark får mulighed for at rette op på lørdagens nederlag allerede søndag, hvor danskerne møder Frankrig i den sidste testkamp inden EM i Kroatien.
Du kan se opgøret mod Frankrig klokken 17.00 på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY søndag.