Aalborg-profil skifter til Flensburg

16x9
Simon Hald har spillet over 200 kampe for Aalborg. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Stregspilleren Simon Hald stopper i Aalborg Håndbold efter denne sæson.

23-årige Simon Hald skifter den danske liga ud med Bundesligaen til næste sæson.

Aalborg-stregspilleren, som flere gange har været med i den danske landsholdstrup, har skrevet under på en treårig kontrakt med Flensburg-Handewitt. Dermed bliver han hentet ind som erstatning for Henrik Toft, som klubben har solgt til Paris Saint-Germain.

- Jeg er glad for, at jeg fremover skal tørne ud i Bundesligaen — det har længe været mit mål at prøve mig af i verdens bedste liga. Jeg er samtidigt også ked af at skulle forlade klubben, der har stået mig nær de sidste mange år.

- Aalborg Håndbold betyder alverden for mig, og jeg håber inderligt at slutte min tid med en titel, siger Simon Hald i en pressemeddelelse.

Kommer til danskerkoloni

Stregspilleren har spillet hele sin karriere i Aalborg, hvor det er blevet til over 200 kampe og 400 mål. Derfor vil han blive savnet i den nordjyske klub. 

- Vi er selvfølgelig kede af, at vi mister en så stærk spiller. På den anden side er vi stolte af, at vi har opfostret og udviklet Simon helt fra junior årene, til der hvor han er i dag - nemlig blandt de allerbedste stregspillere i Danmark.

- Der er ingen tvivl om, at Simon har en stor karriere foran sig i udlandet og på sigt også på det danske landshold, siger direktør Jan Larsen, Aalborg Håndbold. 

Simon Hald kommer i Flensburg-Handewitt til at spille sammen med danskerne Rasmus Lauge, Lasse Svan og Anders Zachariassen.