EM håndbold

Mensah fik speciel oplevelse i sidste EM-test

Golden League sluttede før tid for Mads Mensah Larsen, der så direkte rødt i den sidste kamp mod de franske verdensmestre.

Se samtlige kampe fra EM-slutrunden på enten TV 2, TV 2 SPORT eller TV 2 PLAY

De danske håndboldherrer fik søndag aften en næsten perfekt optakt til det forestående EM. Kun Mads Mensah fik en lidt ærgerlig oplevelse, da Danmark vandt 29-28 over Frankrig ved træningsturneringen Golden League.

Sejren kom i hus på en scoring i sidste sekund efter en intens kamp, der blandt andet bød på et direkte rødt kort til begge mandskaber i anden halvleg.

Hos Danmark gik det ud over Mads Mensah Larsen, der måtte forlade banen efter en hård tackling på den franske stjerne Nikola Karabatic.

- Jeg har muligvis fået rødt kort på tre tominutters udvisninger, men det er jeg ikke engang sikker på - men jeg har aldrig fået direkte rødt, fortalte Mensah.

Den hårdtskydende Rhein-Neckar Löwen-profil blev smidt ud tolv minutter inde i anden halvleg, men selvom han ikke længere kan prale af aldrig at være blevet smidt direkte ud, virkede han ikke til at tage det så tungt efter kampen. 

- Det er mit første røde kort, men jeg skulle have haft rigtig mange røde kort i karrieren, hvis det er linjen. Når jeg ser den igen, så kan jeg heller ikke se det, fortalte Mensah efter om episoden, som du kan se i videoen over artiklen.

Senere i kampen blev franske Adrien Dipanda vist ud for at ramme Michael Damgaard i hovedet i en tackling.

EM-klar med 'spændende' landshold

EM-slutrunden i Kroatien starter fredag, men for Danmarks vedkommende fløjtes den første kamp i gang lørdag aften klokken 20.30 mod Ungarn. 

- Jeg glæder mig sindssygt meget. Jeg synes, vi har et spændende hold, og måske det mest spændende, jeg har været afsted med. Der er ikke rigtig nogen skader i år, og alle virker fit for fight.

Netop derfor tror Danmarks nummer 5 også på, at Danmark stadig er at finde i Kroatien når slutrunden går ind i den afgørende finaleweekend.

- Hvis vi alle kan ramme det rigtig spændingsniveau, så har vi gode muligheder for at nå den semifinaleplads, mener Mads Mensah.

Se alle kampene fra EM på TV 2, TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.