EM håndbold

Finale-arena truet af lukning få dage før EM

Kroatien var også værter ved verdensmesterskabet i 2009. BENOIT TESSIER / Scanpix Denmark

Holdene i EM's gruppe C må finde et andet sted at spille håndbold, hvis ikke ejerne af Arena Zagreb modtager manglende lejepenge.

Allerede inden EM i håndbold er startet, risikerer de kroatiske arrangører at havne i en skandale.

Ejerne af Arena Zagreb, der er et af i alt fire spillesteder under slutrunden, truer nemlig med at holde dørene låst til Kroatiens største sportsarena, hvis ikke de modtager penge for leje af arenaen.

- Vi sender i morgen (onsdag, red.) et brev til det kroatiske håndboldforbund om, at det desværre ikke er muligt at spille i Arena Zagreb til europamesterskabet, fortæller Igor Oppenheim, der er direktør i firmaet bag arenaen, til mediet 24zata.

Det er Zagreb kommune og den kroatiske regering, der sammen betaler for lejen, og som ikke har indbetalt tilstrækkelige beløb i de seneste syv år.

Det drejer sig om to millioner euro, næsten 15 millioner kroner, som mangler at blive betalt i perioden.

Og hvis arenaen, der blev bygget frem mod VM i håndbold i 2009, skal i brug, er det ifølge direktøren nødvendigt at beløbet accepteres af de modstående parter.

- Vi har besluttet os for at gøre dette, hvis vi ikke får en verificeret rapport over beregningerne og en enighed om, at denne sum skal betales til Zagreb Holding for videre afregning.

- Ifølge vores oplysninger er der nogen i regeringen, der mener, at det skal koste væsentligt mindre. Så alt er blevet sendt til verificering, og det er seks måneder siden.

Efter planen skal slutrundens gruppe C, bestående af Tyskland, Montenegro, Makedonien og Slovenien, spille i Arena Zagreb, der også står til at huse både mellemrundekampe, semifinale og finale.

Hos det kroatiske håndboldforbund, HRS, vil man ikke kommenterer på sagen, inden et officielt brev foreligger.

Zagreb Arena er allerede udsolgt til gruppespillet, og har plads til godt 15.000 tilskuere.