Håndbold

Målmand er i bedring efter skud i hovedet, men fremtiden er stadig uvis

Målmanden Johanna Bundsen er endnu ikke kommet sig over det skud i hovedet, der tvang hende til at forlade banen i Final 4-finalen i december.

’København Håndbold’ og ’hovedskade’ synes desværre at hænge uløseligt sammen for tiden.

I Final 4-finalen d. 30. december måtte den svenske målmandsprofil Johanna Bundsen forlade banen efter at være blevet ramt i hovedet fra nært hold af et skud fra Team Esbjergs Ida Bjørndalen.

Københavnerne tabte finalen 31-20, og som om det ikke var nok, er situationen omkring Bundsens hovedskade endnu ikke afklaret.

- Det er altid svært at definere hovedskaders omfang, så derfor kan vi ikke sige så meget mere nu. Vi kan og vil ikke sætte en tidshorisont på, da det ikke gavner hendes forløb. Vi håber alle det bedste for Bundsen, fortæller København Håndbolds cheftræner, Claus Mogensen, til TV 2 SPORT.

Skaden indtraf blot dagen efter to af klubbens andre spillere, Louise Svalastog og målmand Marie Tømmerbakke, gjorde comeback på håndboldbanen efter lange pauser med hovedskader.

For sidstnævnte skete skaden sågar i debuten for københavnerne efter sit skifte til klubben i sommer.

- Vi har desværre efterhånden en del erfaring med hovedskader, og vi ved, at det er vigtigt, at den ramte spiller skærmes fra unødvendig påvirkning og støj, hvilket vi håber, at omverdenen vil respektere.

- Vi havde torsdag Johanna til den specialist, der har behandlet Tømmerbakke og Svalastog, og hun har været der igen nandag, og hun er i forsat bedring, fortæller cheftræneren.

København Håndbold topper den danske liga med 20 point efter 12 runder.