Stjernespiller tvunget til EM-afbud

16x9
Det er en knæskade, der holder Jure Dolenec ude af EM. Foto: GEORGI LICOVSKI / Scanpix Denmark

Endnu en skade til en bærende spiller har ramt det slovenske landshold, som nu kommer til at stille op med flere unge spillere ved EM i Kroatien.

Slovenien har fået en hård start på EM i håndbold, selvom turneringen reelt først starter på fredag.

Slovenerne har allerede mistet to vigtige spillere i form af Vid Poteko og Matej Gaber, men skaderne stopper ikke her. Deres vigtigste spiller på højre back, Jure Dolenec, blev skadet i starten af november, og Barcelona-spilleren er ikke nået at komme sig.

- Vi frygtede, at Dolenec ikke ville være klar til EM, og det er nu det, der er sket. Det er et stort tab for holdet, men vi har en del unge spillere, som kommer til at få chancen nu, siger den slovenske træner, Veselin Vujovic, ifølge rtvslo.si.

- Desværre må jeg fortælle, at EM slutter, før det startede for mig. På trods af stor indsats lykkedes det mig ikke at forkorte min rehabiliteringstid. Jeg tror på drengene, men de har brug for jeres støtte og hjælp. Sammen er vi stærke, skriver Jure Dolenec på sin twitterprofil.

Kan løbe ind i Danmark

Selvom sloveneren blev opereret kort efter han blev skadet i november, med håb om et hurtigt comeback, så skete der ikke mirakler.

Et tjek i Barcelona tirsdag viste, at selvom knæet er helet fint, så er han endnu ikke klar til at spille håndbold. Sloveneren kom til den spanske storklub efter fire år i franske Montpellier og tiltrak sig stor opmærksomhed ved sidste slutrunde.

Det slovenske landshold er i gruppe med Tyskland, Makedonien og Montenegro ved EM. Den gruppe bliver parret med Danmarks efter de indledende kampe, og Slovenien kan derfor være Danmarks kommende modstander.

Men holdet får det svært, især efter skaden til Dolenec, men også til Matej Gaber, som er en af holdets bærende spillere. 

Dolenec har spillet 122 kampe for landsholdet og scoret 432 mål.