Aalborg-profil skifter til fransk klub

16x9
Martin Larsen har spillet i Aalborg Håndbold siden 2011. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Martin Larsen har langt om længe sat navn på, hvilken fransk klub han skal fortsætte i til sommer.

I sommer meddelte Aalborg Håndbold-profilen Martin Larsen, at han efter denne sæson fortsætter i den franske liga. Nu er der sat navn på hans klub.

Han har skrevet en toårig kontrakt med klubben Pays d’Aix, som i øjeblikket er placeret som nummer 8 i den bedste franske liga.

- Jeg er meget glad for at skifte til Pays d’Aix. Det er et godt hold i en meget stærk liga, og jeg er meget spændt på de nye udfordringer, siger Larsen i klubbens pressemeddelelse.

Martin Larsen er forsvarende mester med Aalborg Håndbold, som han har spillet for siden 2011. Til sommer skal han spille i en af de største ligaer i verden.

- Jeg har spillet i Aalborg i hele min karriere og har været glad for det, og jeg kommer til at savne det. Men det er et godt tidspunkt for mig at give min karriere nyt liv, og jeg vil virkelig gerne spille for d’Aix, lyder det fra den 25-årige bagspiller.

Den franske klub rykkede i 2012 op i den bedste franske liga og har siden været fast inventar. Deres bedste placering kom i hus i fjord, da klubben endte på en ottendeplads.

Martin Larsen har flere gange været inde omkring det danske landshold, men er ikke udtaget til EM-slutrunden, som begynder på lørdag.