Hans Lindberg syet efter sammenstød med Mikkel Hansen
Ved torsdagens træning i Kroatien stødte Hans Lindberg og Mikkel Hansen sammen. Begge spillere træner dog igen i morgen.
Se Danmarks første EM-kamp lørdag kl. 20:30 på TV 2
Det danske håndboldlandshold er i gang med de sidste forberedelser forud for EM-slutrunden, der for Danmarks vedkommende starter lørdag aften mod Ungarn.
Torsdagens træning fik dog et ærgerligt efterspil, da to af de største profiler måtte tilses af holdets læge.
Træningen var lukket for offentligheden, men ifølge landstræner Nikolaj Jacobsen løb Mikkel Hansen og Hans Lindberg uheldigt ind i hinanden.
- Mikkel scorer, og Hans er på vej i en kontra. De ser ikke hinanden. Det er nu engang, hvad der sker, siger Jacobsen til TV 2 SPORT.
Hans Lindberg fik en flænge i øjenbrynet og blev syet med et par sting, mens Mikkel Hansen fik et slag på kinden.
Heldigvis er ingen af spillernes EM i fare.
- Det er begge hårde drenge, så de træner igen i morgen og er klar til at spille på lørdag. Jeg er sikker på, de begge gerne havde været foruden, men det er ikke noget, der kommer til at forhindre dem i at præstere, siger Nikolaj Jacobsen.
Danmark åbner EM på lørdag klokken 20:30 mod Ungarn. Kampen kan ses på TV 2.