Mikkel Hansen er fascineret af det håndværk, han selv er elendig til

16x9
Mikkel Hansen har en stor interesse for kunst, når han ikke er befinder sig på håndboldbanen. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Selv er han elendig til at male. Alligevel er kunst Mikkel Hansens store interesse og det, han dyrker, når han holder fri fra håndbolden.

Han er én af verdens bedste med en håndbold i sine hænder. Men når bold og harpiks bliver skiftet ud med maling og pensel, så er det en helt anden snak for Mikkel Hansen.

- Jeg er desværre ekstremt elendig til at male, siger Mikkel Hansen til TV 2 SPORT.

Alligevel er det netop malerier og anden kunst, der har betaget den danske verdensstjerne de seneste år, når han ikke har befundet sig på en håndboldbane.

- Jeg tror altid, jeg har været fascineret af kunst. Især fordi jeg vidste, hvor svært det var. Jeg har også en forkærlighed for folk, der er meget handy med deres hænder som tømrere og så videre. Mest fordi jeg ikke selv er super skarp på den front. Jeg synes i bund og grund bare, det er vildt fascinerende, at man kan kreere en masse ting med sine hænder, siger Mikkel Hansen.

Interessen for kunst er eskaleret, efter han flyttede til Paris, hvor han til daglig spiller for det franske storhold Paris Saint-Germain. Noget man også har kunnet følge på Mikkel Hansens Instagram-profil, der er fyldt med billeder af kunstmotiver og kreative dekorationer.

Jeg vil hellere score tre rigtig kedelige mål, end jeg vil lave ét mål, der bare er et brag af et mål

Mikkel Hansen, håndboldspiller

- Det er en gave at bo i en by som Paris, når man er fascineret af kunst. Der er hele tiden en masse dygtige kunstnere, som udstiller. Man kan vel godt kalde det et mekka for kunstinteresserede. Der er ret mange interessante udstillinger, som slår vejen forbi Paris, siger han.

For Mikkel Hansen består størstedelen af tilværelsen i en håndboldhal. Alene i 2017 har danskerens klubhold spillet 72 kampe fordelt over den franske liga, pokalturneringen og Champions League, og samtidig har der været 16 kampe i kalenderen med det danske landshold.

- Jeg synes, det er dejligt at kunne komme lidt væk en gang imellem. Det er klart, at med det program, vi har i klubben, hvor vi spiller ekstremt mange kampe, så er det begrænset, hvor meget man kan få trænet som hold. Derfor nyder jeg at udnytte min fritid med at tjekke en masse kunst ud, fortæller han.

Nogen vil jo kalde det en form for kunst, når du spiller håndbold. Kan man gøre det?

- Det må folk meget gerne kalde det. Det tager jeg som en kæmpe ros. Men mit mål er måske ikke at levere kunst til tilskuerne hver eneste gang, jeg går ind på banen. Mit mål, når jeg spiller, er at vinde. Så er jeg lidt ligeglad med, om jeg skal lave de kedelige mål. I sidste ende har det for mig altid handlet om effektivitet frem for lækre afleveringer og smarte afslutninger, siger Mikkel Hansen.

Så håndbold er mere håndværk, end det er kunst?

- Ja, det synes jeg. Jeg vil hellere score tre rigtig kedelige mål, end jeg vil lave ét mål, der bare er et brag af et mål. Jeg ved, at der er andre på forholdsvis højt niveau, som tænker lidt anderledes, men så er min opfattelse nok bare, at de aldrig kommer helt op i toppen.

Selv står Mikkel Hansen på toppen af verdens håndboldscene. Han er blevet kåret til verdens bedste håndboldspiller tre gange og står noteret for 178 kampe med 834 mål for landsholdet, som han også har vundet både EM- og OL-guld med.

Den store succes og et fuldt pakket håndboldprogram hver eneste sæson gør dog også, at håndbolden til tider kan fylde for meget. Derfor betyder fritiden mere og mere for Mikkel Hansen.

- For mig er det super vigtigt at have nogle andre interesser og noget andet at gå op i. Især i de perioder, hvor det ikke kører helt, som det skal. Så er det dejligt at have noget at falde tilbage på, så man ikke går tre dage i træk og er i dårligt humør, indtil næste kamp starter, siger han.

De få fridage bliver ofte brugt på at besøge markeder eller udstillinger i det centrale Paris. Men selv om interessen for kunst er stor hos Mikkel Hansen, er det ikke nødvendigvis det, fremtiden skal gå med, når håndboldskoene en dag bliver lagt på hylden.

 - Jeg skal i hvert fald ikke være maler eller fotograf. Der er for mange dygtige folk derude. Jeg er i det hele taget ikke begyndt at tænke over min tid efter håndbolden. Jeg føler, der er mange gode år endnu. Så må vi se, hvad der sker, siger Mikkel Hansen.

Den danske venstreback forlængede i august sidste år sin kontrakt med Paris Saint-Germain frem til 2022, så både håndbolden og kunstinteressen skulle være sikret for Mikkel Hansen de næste år frem.

Han og Danmark åbner EM-slutrunden i Kroatien lørdag klokken 20:30 mod Ungarn. Kampen kan ses på TV 2.