EM håndbold

Kroater kørte 300 km for at se Danmark træne: - Jeg kan dø lykkelig

To kroatiske håndboldfans er så vilde med Danmarks håndboldherrer, at de torsdag rejste 300 kilometer for at se danskerne træne forud for EM.

Se Danmarks første EM-kamp lørdag klokken 20.30 på TV 2.

Der er omkring 300 kilometer fra Ogulin i det vestlige Kroatien til Varazdin, hvor det danske landshold holder til i forbindelse med gruppespillet ved EM.

Men de 300 kilometer og over fire timers buskørsel betyder tilsyneladende ikke så meget, når man bare gerne vil møde sine store idoler. 

Således havde to kroatiske håndboldfans, Nina og Josipa Brozovic, taget turen for at se de danske håndboldherrer træne torsdag formiddag. En træning, der vel at mærke kun var åben for offentligheden i et kvarter. 

- Helt ærligt så er det en drøm, der bliver til virkelighed for mig. Lige siden jeg begyndte at spille håndbold selv, har Danmarks landshold været mit favorithold. De spiller noget fantastisk håndbold. Og at se det i bare 15 minutter var helt sikkert det hele værd. Jeg kan dø lykkelig nu, siger Nina Brozovic med et stort smil på læben.

Men selvom hele det danske hold fascinerer de to håndboldfans, så er der særligt én dansk spiller, der skiller sig ud, hvis man spørger Nina Brozovic: Hans Lindberg.

- Han har været mit forbillede, siden jeg begyndte at spille håndbold. Og at se ham her fem meter væk er en drøm, der går i opfyldelse, siger hun.

Mens den lukkede del af den danske træning foregik, stod Hans Lindberg-beundreren således ude bagved og ventede på en autograf og et billede med den danske fløjspiller. Men ak, ak, sådan skulle det ikke gå.

- Desværre skete der noget med ham og Mikkel Hansen. Jeg håber, de begge er okay. Men så må vi jo bare blive endnu en dag, griner Nina Brozovic.

I stedet var blandt andre Niklas Landin flink til at stille op til en såkaldt 'selfie' med de to kroatiske roligans. 

- Han virker som en virkelig fin fyr. De er alle sammen virkelig nede på jorden og interessante at tale med, siger Nina Brozovic, der sammen med veninden da også har lært sig lidt danske gloser:

- Kom så, Danmark!

Danmarks EM begynder lørdag, hvor Ungarn er modstanderen i den første gruppekamp. Og her kan danskerne i hvert fald stensikkert nyde godt at støtten fra de to kroatiske kroater.