Håndbold

Pokalmester må undvære stor profil resten af sæsonen

De nykårede pokalmestre fra Team Esbjerg må se bort fra stregspilleren Ulrika Toft Hansen, der er gravid igen.

Det dansk-svenske håndboldpar Henrik Toft Hansen og Ulrika Toft Hansen skal være forældre for anden gang. Det skriver Team Esbjerg i en pressemeddelelse.

- Jeg er virkelig splittet. Jeg havde på den ene side ikke tænkt mig at skulle være mor igen lige nu, da jeg spiller så godt håndbold, og jeg ved, at jeg skuffer både mig selv og mange mennesker i og omkring Team Esbjerg.

- På den anden side passer det perfekt i forhold til vores søn, Olivers, alder, og vi glæder os til at skulle være forældre igen, siger Ulrika Toft Hansen.

Den svenske stregspiller har været en stor profil for Team Esbjerg, og mellem jul og nytår markerede hun sig stærkt i pokalfinalen, hvor hun blev både topscorer og kampens spiller, da vestjyderne vandt den første pokaltitel i historien.

Graviditeten betyder samtidig, at Toft Hansen har spillet sin sidste kamp for Team Esbjerg, da hun efter denne sæson flytter med sin mand til Paris, hvor hun håber at få en kontrakt hos Issy Paris.

- Sportsligt er det et slag for os. ”Ullis” har været rigtig godt spillende, og hun er en af to tilbageværende stregspillere i truppen. Indtil videre må vi spille med Vilde Ingstad som den eneste på pladsen, og det begrænser mulighederne for at spille med to stregspillere og syv mod seks, som vi har praktiseret en del, siger Jesper Jensen.

Den nye graviditet betyder også, at Team Esbjerg nu kigger sig om efter en erstatning:

- Vi går efter en stregspiller, som vi også kan se en fremtid i, og om muligt en dansk eller nordisk spiller, fordi de kender træningskulturen og er nemmere at integrere. Men vi kan i situationen blive nødt til at udvide spektret, tilføjer Jesper Jensen.

Ulrika Toft Hansen spillede to succesfulde sæsoner i Team Esbjerg i årene 2010-2012, og efter at have spillet i Randers HK og tyske Buxtehuder SV vendte hun i november 2016 tilbage til klubben få uger efter fødslen af sin søn.

Hun har i de to perioder i Team Esbjerg spillet 135 kampe og scoret 444 mål.