EM håndbold

Flensburg-træner lod sin assistent vælge holdet

Ungarns landstræner, Ljubomir Vranjes, tog sin gode ven med til Flensborg, for at han ikke skulle følge sig ensom.

Artiklen er rettet og ændret siden udgivelsestidspunkt i forhold til at give den korrekte sammenhæng.

Ljubomir Vranjes blev træner for Flensburg-Handewitt i 2010 og blev indtil år 2017 i klubben, hvor han sagde stop. For ikke at føle sig ensom i klubben til sidst havde Vranjes taget sin gode ven, den nuværende Flensburg Handewitt-træner Maik Machulla, med til Flensborg.

Og her fik sidstnævnte en stor rolle - større end det egentlig var planen.

- Jeg tog Maik med til Flensborg, fordi det var ensomt. Han havde ikke den store erfaring fra trænerrollen. Men han var en ven. Maik fik for eksempel lov til at vælge holdet det sidste år. Det er der ingen, der ved, siger Ljubomir Vranjes til TV 2 SPORT.

På grund af svenskerens heltestatus i den tyske storklub, kom det da også som en overraskelse for mange, da han pludselig meddelte sin afsked.

Der var spillere, der var i Flensborg, fordi du var der. Kan du forstå, at de er ærgerlige over, at du ikke er der?

- Absolut. Det kan jeg godt forstå. Jeg havde det selvfølgelig skidt med det, men jeg ringede til dem og talte med dem og forklarede situationen, siger Ljubomir Vranjes.

Dobbeltrolle i Ungarn

Ljubomir Vranjes er nu træner i ungarske Veszprém, ligesom han også træner det ungarske landshold. Og her implementerer han en målrettet spillestil.

- Holdet er vigtigt for mig, og som træner vil jeg gøre alt, for at holdet skal have det godt. De skal gøre alt i deres magt for at vinde. Det findes ikke noget, der hedder ’jeg er træt’ eller ’jeg gider ikke’. De skal bare vinde. Den indstilling kræver jeg, skriver Ljubomir Vranjes

Den 44-årige svensker spillede selv tre år i Flensborg, inden han blev træner i klubben.

Herunder kan du se hele indslaget med Ljubomir Vranjes.

Ungarns træner og tidligere svensk landsholdsspiller, Ljubomir Vranjes fortæller, at han fik at vide, han aldrig ville blive håndboldspiller, fordi han var for lav. Video: Ronni Burkal Nielsen