Hør Nikolaj Jacobsens opsang: - Vi pisser boldene væk

Den danske landstræner var alt andet end tilfreds, da han tog sin første timeout efter 17 minutter ved stillingen 10-10 mod Tjekkiet.

Chok, sensation, fiasko, katastrofe og historisk.

De kradsbørstige beskrivelser stod i kø efter Danmarks nederlag til Tjekkiet mandag aften. Spillerne var simpelthen ikke, hvor de skulle være. Det erkendte landstræner Nikolaj Jacobsen efter kampen, og at det ret hurtigt gik op for ham.

- Det ser jeg i den fase i starten, hvor vi ikke får scoret på vores chancer. Vi har jo chancen for at skabe et hul. Det er ufatteligt, at vi skal tabe på, at de andre har mere gnist, sagde landstræneren i TV 2 SPORTs EM-studie.

Der gik da heller ikke mere end 17 minutter af kampen, som "bare" skulle være to sikre point, før Nikolaj Jacobsen tog sin første timeout. Her gjorde han det meget klart, at han var alt andet end tilfreds:

Prøv at hør. Vi ligger og pisser boldene væk. Ét, så brænder vi alt for meget, på de chancer vi har. I kontrafasen må vi kraftedeme lige se, om der står en og så få bolden herover, så vi får fordelt boldene bedre. De har lavet 10 mål, hvor de seks af dem har været på vores fejl. Der er ikke nok konsekvens, og vi løber ikke godt nok retur. Og så ligger vi og laver for mange fejl, lød landstrænerens opsang i timeouten.

Det ændrede dog ikke væsentligt på kampens udvikling. De undertippede tjekker fulgte med de danske håndboldstjerner, og når Danmark endelig var ved at trække fra, gik det galt igen.

Derfor endte det hele i et sensationelt nederlag, og danskerne har nu sat sig selv i en svær situation inden sidste gruppekamp mod Spanien.

- Nu er det med at få set Spanien-Ungarn på video og få forberedt os. Så gælder det om at få snakket tingene igennem. Vi er nødt til at være mere koncentreret. Der er masser af ting, der skal forbedres inden Spanien-kampen, slog landstræner Nikolaj Jacobsen fast.

Herunder kan du få et overblik over, hvordan scenarierne nu er for Danmark.

Se Danmarks gruppefinale mod Spanien onsdag kl. 20:30 på TV 2