Derfor skal Danmark håbe på, at Ungarn vinder med fire mål

Danmarks EM-skæbne ligger ikke kun i egne hænder, når de onsdag møder Spanien. Se alle scenarierne her.

Se Danmark - Spanien på TV 2 og TV 2 PLAY på onsdag klokken 20.30.

Lad os få det sagt det bedste med det samme. Danmark er videre til mellemrunden ved EM.

Men der kommer til at blive overraskende meget drama i de sidste kampe i Danmarks gruppe ved EM.

Det var ellers forventet, at Spanien og Danmark i en direkte duel skulle afgøre, hvem der ville vinde gruppen. Med det sensationelle nederlag til Tjekkiet bliver det nu svært for Danmark at vinde gruppen.

Det er dog stadig muligt at gøre dette og få maksimumpoint med over til mellemrunden. Det vil i så fald være fire point, da en eventuel sejr mod det dårligste hold i gruppen ikke vil tælle med.

Men hvis Ungarn ikke formår at slå Tjekkiet med fire mål eller derover, kan Danmark i værste fald ende med at få nul point med over.

Scenarierne

I mellemrunden er der to grupper. Den ene kommer til at bestå af de tre bedste hold fra gruppe A og B. Mens de tre bedste hold fra gruppe C og D bliver parret i den anden mellemrundegruppe.

Danmark spiller i gruppe D, hvor stillingen efter to kampe ser således ud. Målscoren står i parentes:

  1. Spanien 4 point (59-40)
  2. Tjekkiet 2 point (43-59)
  3. Danmark 2 point (59-53)
  4. Ungarn 0 point (50-59)

En sejr giver to point, uafgjort giver et og nederlag nul. Sidste spillerunde: Danmark-Spanien (klokken 20.30), Tjekkiet-Ungarn (klokken 18.15).

Til mellemrunden får landene kun de point med over, som de har tilskrabet sig imod de to hold fra gruppen, som er kommet med i mellemrunden.

Nu gælder det så om at holde tungen lige i munden for at følge med de scenarier, der kan udspille sig inden de sidste gruppekampe.

Danmark slår Spanien + Ungarn slår Tjekkiet

Danske point videre til mellemrunden: 4

Danmark kommer op på samme pointantal som Spanien (fire), men fordi Danmark er bedre indbyrdes, vinder de gruppen. Samtidig er Ungarn med sejren bedre indbyrdes end Tjekkiet. Dermed kommer de videre til mellemrunden på bekostning af netop Tjekkiet. Da Danmark har slået Ungarn og Spanien tager de maksimumpoint med over til mellemrunden.

Danmark, Spanien og Ungarn går videre.

Danmark slår Spanien + Ungarn spiller uafgjort med Tjekkiet

Danske point videre til mellemrunden: 2

Danmark vinder gruppen via samme forklaring som ovenstående. Til gengæld går Tjekkiet videre til mellemrunden i stedet for Ungarn, fordi de har flere point. Da Danmark tabte til Tjekkiet, får Danmark kun point med til mellemrunden for sejren over Spanien.

Spanien, Danmark og Tjekkiet går videre.

Danmark slår Spanien + Tjekkiet slår Ungarn

Danske point videre til mellemrunden: 2

Med dansk og tjekkisk sejr vil tre hold ende på fire point i gruppen. Da de tre hold har slået hinanden, skal der tælles målscore i de indbyrdes opgør. Her vil Tjekkiets store nederlag til Spanien gøre, at de skal vinde med 16 mål for blot at få en målscore på nul. Derfor ender de højst sandsynligt som treer i gruppen, da både Danmark og Spanien har en langt bedre målscore. Danmark skal vinde med minimum ni mål for at blive nummer ét i gruppen foran.

Placeringen får ingen pointmæssig betydning, da alle tre hold får to point med videre, fordi de har slået hinanden indbyrdes. Der kan dog være en fordel ved at blive nummer to i gruppen, da dette land vil få en pause på tre døgn i mellem den anden og tredje kamp i mellemrunden.

Spanien, Tjekkiet og Danmark går videre.

Danmark spiller uafgjort med Spanien + Tjekkiet vinder/spiller uafgjort med Ungarn

Danske point videre til mellemrunden: 1

Kun det ene point mod Spanien kommer til at gælde i mellemrunden, da Tjekkiet går videre på bekostning af Ungarn.

Spanien, Tjekkiet og Danmark går videre.

Danmark spiller uafgjort med Spanien + Ungarn slår Tjekkiet

Danske point videre til mellemrunden: 3

Ungarn vil være bedre indbyrdes med Tjekkiet med en sejr og kommer dermed videre til mellemrunden. Det giver Danmark ekstra point med videre, da de slog Ungarn tidligere i turneringen.

Spanien, Danmark og Ungarn går videre.

Danmark taber til Spanien + Ungarn slår Tjekkiet med mindre end fire mål

Danske point videre til mellemrunden: 0

Danmark, Ungarn og Tjekkiet vil alle have to point. Danmark har en målscore på +6 i de indbyrdes opgør mod de to andre hold og kan ikke ryge ud, da enten Ungarn (-7) eller Tjekkiet (+1) vil have dårligere målscore. Med en lille sejr til Ungarn vil Tjekkiet stadig have bedre målscore end dem.

Spanien, Danmark og Tjekkiet går videre.

Danmark taber til Spanien + Ungarn slår Tjekkiet med fire mål eller mere

Danske point videre til mellemrunden: 2

Danmark kan ikke ryge ud af EM af ovenstående årsag. Med en sejr på mere end fire mål vil Ungarn være bedre end Tjekkiet.

Spanien, Danmark og Ungarn går videre.

Danmark taber til Spanien + Tjekkiet vinder/spiller uafgjort mod Ungarn

Danske point videre til mellemrunden: 0

Danmark slutter med to point og slutter som nummer tre i gruppen efter Tjekkiet og Spanien. Danmark får ingen point med til mellemrunden, da de har tabt til både Spanien og Tjekkiet.

Spanien, Tjekkiet og Danmark går videre.