EM håndbold

EM-træner greb fat i modspiller midt i angreb få sekunder før tid

Kroatiens træner, Lino Cervar, kom i søgelyset med få sekunder tilbage af kampen mod Hviderusland, da han gik på banen og greb fat i en spiller.

Dramatikken var på sit højeste i de døende sekunder af kampen mellem Kroatien og Hviderusland. 

De kroatiske EM-værter var med 25 sekunder foran med 24-23, og Hviderusland var i angreb for en udligning. Her tog værtsnationens træner, Lino Cervar, et skridt ind på banen og greb fat i Hvideruslands Artur Karvatski. 

En episode, der ikke begejstrer TV 2 SPORTs håndboldekspert Peter Bruun Jørgensen. 

- Han er jo fuldstændig vild. Det der, det må han jo slet ikke. Det skal jo straffes. Hvis det kommer frem, så skal han jo have et rødt kort. Han må jo ikke tage fat i modstanderen på den der facon, siger håndboldeksperten.

- Det koster et rødt kort - helt sikkert. Det er jo decideret usportsligt.

Selvom det fremgår tydeligt på tv-billederne, at Lino Cervar går ind på banen, så mener han ikke selv, at han har gjort noget forkert. 

- Nej, nej. Jeg bevæger mig langs linjen hele tiden - igennem hele kampen, siger Lino Cervar ifølge det kroatiske medie 24Sata, der dog erkender, at han i kampens slutning stødte sammen med en hviderussisk spiller. 

Det var ikke det eneste dramatiske, der fandt sted i opgøret. Med lidt over 10 minutter tilbage af kampen måtte hviderussernes Siarhei Shylovich tage plads på bænken, da han fik et direkte rødt kort. Dommerne mente, at han gav en albue i hovedet på en kroatisk spiller.

Serbisk landstræner har gjort noget lignende 

Det er endnu uvist, om Lino Cervar slipper ustraffet fra situationen, men det er ikke første gang, sådan en situation har fundet sted. For fem år siden greb den serbiske kvindelandstræner Sasa Boskovic fat i Norges Linn Sulland og rev hende i trøjen. Og det blev ikke straffet. 

- Han skulle have en længerevarende karantæne – tre, seks, ni eller 12 dage - så han fik rigtig god tid til at tænke sig om. Jeg er simpelthen rystet og i oprør over, at EHF tillader sig at sende sådan noget babalab her ud, lød det dengang fra TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard. 

- Det er en regulær skandale, og sådan noget her er lige nøjagtig årsagen til, at vi aldrig kommer videre i håndboldsporten. Hvis han ikke skal straffes for sådan her, hvornår skulle han så? Skulle han have slået hende ned først eller hvad?, sagde han videre. 

Kroatien formåede torsdag at lukke opgøret i kampens sidste sekund og vinde 25-23. Resultatet betyder, at kroaterne nu er på fire point i mellemrunden - á point med Norge, Frankrig og Sverige.