Håndbold

Estavana Polman fortsætter hos pokalvindere

Den populære playmaker Estavana Polman er så glad for at være i Team Esbjerg, at hun har forlænget sin kontrakt med pokalvinderne.

Team Esbjergs største profil bliver i klubben i minimum én sæson mere.

Estavana Polman har nemlig skrevet under på en ny kontrakt, så hun og Esbjerg har papir på hinanden frem til sommeren 2019. Det skriver Team Esbjerg i en pressemeddelelse.

Den populære hollænder, der blev mor i sommer, har haft både familien og håndboldambitionerne med i sine overvejelser.

- Min karriere vejer tungest, men man tænker også på, om familien har det godt, og det har den. Rafael er meget glad for at være i Esbjerg og vil gerne blive, og jeg elsker fortsat klubben og alle omkring den. Når man har været i samme klub så længe, tænker man på, om man skal tage et nyt skridt. Men jeg følger altid mine følelser, og de siger Team Esbjerg, siger Estavana Polman i pressemeddelelsen.

Estavana Polman kom til Team Esbjerg tilbage i 2013. Siden har hun været med til at vinde klubbens første danske mesterskab i 2016 og senest pokaltitlen i 2017.

Træner Jesper Jensen er glad for, at Polman bliver i Team Esbjerg. Ikke kun fordi hun har været afgørende i en lang række kampe, men også fordi han fortsat ser et udviklingspotentiale i den hollandske landsholdsspiller.

- Estavana er en kvalitetsspiller, som der ikke er mange af på verdensplan. Hun er en spiller, der på alle måder skubber til rammerne, både positivt og negativt. Med hendes potentiale kunne jeg godt ønske mig, at hun ind imellem ville yde lidt mere, og hun er afhængig af at have hårdtarbejdende spillere omkring sig. Men hun har den evne til at afgøre store kampe, som kun få har, hun kan drive et hold og finde et ekstra gear, når det er allermest nødvendigt. Vi har behov for at have spillere i klubben, som udvider grænserne, siger Jesper Jensen i pressemeddelelsen. 

Efter 14 ligakampe i denne sæson ligger Team Esbjerg nummer fem. Klubben har 18 point - seks færre end førerholdet København Håndbold.