EM håndbold

Eksperter revser EM-nominering: - Det er så pinligt og dumt

Daniel Svensson og Claus Møller Jakobsen ryster på hovedet over de 40 nominerede til EM-turneringens All Star-hold.

Se EM-semifinalen Danmark-Sverige på TV 2 fredag klokken 20.30

EM i håndbold går nu ind i den afgørende finaleweekend, og traditionen tro er det snart tid til at kåre turneringens bedste spillere - EM's All Star-hold. 

Men TV 2 SPORT's eksperter er alt andet end imponerede over den liste med 40 spillere, som det europæiske håndboldforbund EHF har udpeget som nominerede til holdet. De synes, der mangler flere oplagte navne på listen. 

- De har taget Jerry Tollbring fra Sverige med på venstre fløj, selv om han har en udnyttelsesprocent på 50. Peter Balling er med på højre back, men det er hverken de franske højrebacks eller Kasparek fra Tjekkiet, der har spillet fremragende og fået sit store gennembrud, opremser Daniel Svensson som nogle af sine mange indvendinger mod EHF's liste af nominerede. 

- Det er så pinligt og dumt. Jeg fatter simpelthen ikke, hvad de har tænkt, da de lavede den liste, siger eksperten. 

Det er folk internt i det europæiske håndboldforbund, der har udvalgt de 40 nominerende, oplyser forbundets talsmand JJ Rowland til TV 2 SPORT. 

- Helt personligt... de der nomineringer sejler, og det gør de hvert år. Så er der en fra hjemmeholdet, der skal være med, og så skal vi have en forsvarsspiller og en MVP (mest værdifuld spiller, red.). Lav nu et hold med de syv bedste. Der er altid så meget palaver med det, mener Svensson.

Fem danskere  - Jannick Green, Mikkel Hansen, Rasmus Lauge, Peter Balling og Hans Lindberg - er blandt de nominerede, men der mangler en helt oplagt dansker, mener både Daniel Svensson og TV 2 SPORT's anden ekspert i EM-studiet, tidligere landsholdsspiller Claus Møller Jakobsen. 

- Rene Toft er MVP på det danske landshold. Og dermed også berettiget til en nominering, mener Claus Møller Jakobsen. 

Synes I, det devaluerer nomineringen, når Rene Toft pludselig ikke er med?

- Ja, det synes jeg bestemt, det gør. Det er faktisk de fire bedste forsvarshold, som er kommet til semifinalen. Og Rene Toft har været den største faktor, så selvfølgelig skulle han være nomineret, fastslår Daniel Svensson. 

TV 2 SPORT's eksperter sætter selvfølgelig deres eget bud på EM's All Star-hold i løbet af finaleweekenden. 

Du kan afgive din stemme i EHF's afstemning ved at klikke her.

De nominerede er:

Målmand

Vincent Gérard, Frankrig

Mikael Appelgren, Sverige

Jannick Green, Danmark

Andreas Wolff, Tyskland

Torbjørn Bergerud, Norge

Venstre fløj

Kentin Mahé, Frankrig

Andrei Yurynok, Hviderusland

Manuel Strlek, Kroatien

Valero Rivera, Spanien

Jerry Tollbring, Sverige

Venstre back

Mikkel Hansen, Danmark

Uladzislau Kulesh, Hviderusland

Borut Mackovsek, Slovenien

Filip Taleski, Makedonien

Simon Jeppson, Sverige

Playmakere

Sander Sagosen, Norge

Rasmus Lauge, Danmark

Luka Cindric, Kroatien

Nikola Karabatic, Frankrig

Ondrej Zdrahala, Tjekkiet

Stregspillere

Bjarte Myrhol, Norge

Adrian Figueras, Spanien

Stojanche Stoilov, Makedonien

Blaz Blagotinsek, Slovenien

Jesper Nielsen, Sverige

Højre back

Albin Lagergren, Sverige

Kent Robin Tønnesen, Norge

Alex Dujshebaev, Spanien

Luka Stepancic, Kroatien

Peter Balling, Danmark

Højre fløj

Kristian Bjørnsen, Norge

Valentin Porte, Frankrig

Gasper Marguc, Slovenien

Hans Lindberg, Danmark

Ferran Solé, Spanien

Forsvarsspillere

Pavel Horak, Tjekkiet

Finn Lemke, Tyskland

Jakov Gojun, Kroatien

Adrien Dipanda, Frankrig

Gedeon Guardiola, Spanien