EM håndbold

EM-bøde på 30.000 kroner: Mikkel Hansen beskyldt for at skubbe official

Det europæiske håndboldforbund har idømt Danmarks største stjerne en stor bøde i forbindelse med semifinalen mod Sverige.

Mikkel Hansen bliver nu beskyldt for at skubbe til en official på vej ud til pause af Danmarks EM-semifinale mod Sverige i fredags.

Danmarks største stjerne har fået en bøde på 4.000 euro - cirka 30.000 danske kroner - af det europæiske håndboldforbund for episoden. Men den danske EM-lejr afviser anklagerne og har appelleret bøden. 

- Der er ikke nogen, der skubber. Det er også derfor, at vi er helt sikre på, at der er falske anklager i den bøde og den begrundelse, vi har fået. Derfor har vi selvfølgelig i dag appelleret, siger Dansk Håndbold Forbunds sportschef Morten Henriksen til TV 2 SPORT i minutterne efter Danmarks bronzenederlag til Frankrig. 

Udover bøden til Mikkel Hansen for usportslig adfærd har Dansk Håndbold Forbund fået en advarsel, oplyser det europæiske håndboldforbunds talsmand JJ Rowland til TV 2 SPORT.

Mikkel Hansens bøde skyldes en episode på vej ud til pausen af fredagens semifinale mod Sverige, hvor Danmark var bagud 14-16 ved pausen.

Der er flere veje ud af hallen til omklædningsrummene, men det europæiske håndboldforbund EHF vil have, at spillerne går en bestemt vej hver gang. Da danskerne gik en anden vej ud efter første halvleg, opstod der diskussioner mellem de danske spillere og officials i hallen. Det er her, at Mikkel Hansen ifølge EHF skulle have skubbet til en official. 

-  På vej til pausen følger vi ikke de anvisninger, der bliver givet. Det, der gør mig rigtig ked af det, er, at vi ikke er blevet orienteret om, hvor vi skal gå hen. Var vi det, havde vi selvfølgelig gjort det, siger sportschefen. 

- Vi får to forskellige anvisninger, og der er så nogle spillere og ledere, der vælger - efter at være blevet kastet ned i den ene ende af hallen - at gå igennem der. Det kan jeg godt forstå, fastslår Morten Henriksen. 

Der bliver først taget stilling til Dansk Håndbold Forbunds appel efter EM.

- Nu har vi en frist til 7. februar til at komme med yderligere indsigelser. Det har vi egentlig allerede gjort i første omgang, og så er der nogle klogere jurister, der skal kigge på tingene. Jeg synes, det er nogle meget grove anklager, som ikke er fair over for vores spillere, som er engagerede og dedikerede i den her sport. Det gør ondt på mig, siger sportschefen.

- Jeg ved ikke, om jeg har store forventninger til, der bliver gjort noget ved det. Men nu prøver vi, siger Morten Henriksen til TV 2 SPORT. 

Mikkel Hansens bøde er ikke den første, som Danmark har fået under EM. Tidligere har danskerne fået en bøde på 700 euro, fordi Rasmus Lauge og Lasse Svan spillede i tights, som ifølge arrangørerne ikke var samme farve som danskernes hvide shorts. 

Mikkel Hansens bøde er den største, der er uddelt under EM. Den meget omtalte sag om den kroatiske landstræner Lino Cervar, der hev i en hviderussisk spiller i sidste minut af en kamp i gruppespillet, kostede kroaten en bøde på 2.000 euro.