Håndbold

Langvarig drøm går i opfyldelse for KIF-profil

Morten Bjørnshauge forlader KIF Kolding København efter denne sæson. Stregspilleren fortsætter karrieren i Frankrig.

En af ligaens mest træfsikre spillere forlader dansk håndbold efter denne sæson.

KIF-stregen Morten Bjørnshauge skifter til franske PAUC, hvor han efter planen skal spille frem til 2020. Dermed får han en 17 år gammel drøm om at spille i udlandet opfyldt.

- Jeg har altid gerne ville til udlandet, og jeg har haft et ønske om det siden jeg var 10 år, fortæller Morten Bjørnshauge til TV 2 SPORT.

- Det var egentlig også min plan at søge mod udlandet efter min tid i Aarhus, men så meldte KIF sig på banen. Det kunne jeg ikke sige nej til – og var jeg ikke kommet dertil, så havde det her tilbud nok heller ikke kommet.

Morten Bjørnshauge har spillet alle 17 ligakampe i denne sæson, hvor han har scoret 60 mål. Det placerer ham som den tredje mest scorende spiller i KIF. Han er dog den klart mest træfsikre spiller i klubben.

Faktisk kan stregprofilen prale af en scoringsprocent på 79, og derfor er han statistisk set den 10. mest træfsikre spiller i hele den danske liga.

Bjørnshauge kom til KIF Kolding København i sommeren 2016, og egentlig løb hans kontrakt til sommeren 2019. Takket været en option i kontrakten kan den stærke forsvarsspiller dog afslutte et ellers godt ophold i KIF et år før tid. Valget faldt på franske PAUC, fordi klubbens ambitioner matcher Bjørnshauges egne.

- Ambitionerne og seriøsiteten i klubben tiltaler mig. De har lige fået en ny arena med fantastiske faciliteter, og hvis jeg skulle væk fra Kolding, så skulle det være til en topprofessionel klub.

- Jeg håber, jeg kan være med til at bidrage til, at klubben tager det skridt, de gerne vil. PAUC vil gerne op i toppen af fransk håndbold og ud i Europa – og derudover glæder jeg mig til at få en fed oplevelse i udlandet, slutter Morten Bjørnshauge.

Inden skiftet skal Bjørnshauge spille sæsonen færdig i KIF Kolding København. Her bliver den næste opgave en udekamp mod Nordsjælland mandag den 5. februar klokken 20.30. Kampen vises direkte på TV 2 SPORT.