Pokalfighter sendte guldet til TTH: Vi blev bange for ham
Den norske landsholdsmålvogter Torbjørn Bergerud viste storspil i pokalfinalen for TTH Holstebro, hvor han reddede hele 49 procent af GOG’s skud.
Det endte, som hovedparten af de fremmødte tilskuere håbede på.
I Gråkjær Arena kunne værterne fra TTH Holstebro nemlig hæve trofæet og kalde sig pokalmestre 2018. Titlen kom i hus takket være blandt andre en storspillende Torbjørn Bergerud i vestjydernes mål.
Med en redningsprocent på 49 skulle GOG-spillerne hive noget ekstraordinært frem for at passere den norske landsholdsmålmand. Derfor blev han også kåret som finalens pokalfighter – måske takket været et mentalt overtag på GOG-spillerne.
- Jeg er meget glad for min kamp, men mest glad på holdets vegne. Det er altid godt at vinde og stå med en guldmedalje til sidst. Jeg kom med lidt overskud. Det kan godt være, at de blev lidt bange – det kan de bedst selv svare på, siger Torbjørn Bergerud.
Hans norske kollega i GOG-målet, Ole Erevik, var skuffet over nederlaget på 21-26. Her kunne han fra sit eget mål se sine gulblusede holdkammeraters skud blive reddet 20 gange på Bergerud.
- Vi har spillet godt en halv sæson, men så smider vi det i løbet af natten. Vi blev bange i afslutningerne. Fint nok, at Torbjørn stod en god kamp, al respekt for det. Men vi må videre, siger en skuffet Erevik.
Også GOG-træner Nicolej Krickau anerkendte Bergeruds store kamp.
- Vi blev i hvert fald tøvende i vores afslutninger. Det kan også sagtens være, at det er TTH’s forsvar, der gør, at vi kommer i lidt andre situationer angrebsmæssigt, end vi plejer. Vi må hjem at få noget ro på og se kampen foran skærmen.
Bundesligaen venter til sommer
Til sommer mister den danske liga den norske målmandsprofil. Bergerud har nemlig skrevet kontrakt med danskerklubben Flensburg-Handewitt i den tyske Bundesliga.
Den 23-årige TTH-målvogter kom ind til Final 4-kampene efter tre ugers VM i Kroatien, hvor han aldrig nåede op på det niveau, han tidligere har vist i den norske landsholdsdragt. Søndag var han tilbage med storspil, og det imponerer TV 2 SPORTs håndboldekspert.
- Han satte sig i hovedet på spillerne. De blev en lille smule bange for at skyde på ham, og når så god en målmand får overtaget, er han nærmest umulig at passere, siger Daniel Svensson, som glæder sig til at følge ham i Bundesligaen.
- Han har en høj klasse, og han fortjener en plads i Flensburg-Handewitt efter sommerferien.
Med titlen sluttede 10 års pokaltørke for TTH Holstebro, som vandt titlen for første gang tilbage i 2008.