Håndbold

Talentchef siger op i frustration over DHF

Talentchef på herresiden og U-landsholdstræner Claus Hansen har valgt at opsige samarbejdet med Dansk Håndbold Forbund

Ungdomslandstræner Claus Hansen efter 16 år i Dansk Håndbold Forbund valgt at sige op.

Over for Jyllands-Posten fortæller Claus Hansen, at glæden er forsvundet i løbet af det seneste år, og at han er lettet over at have sagt op.

Ifølge Jyllands-Posten har Claus Hansen især haft et anstrengt forhold til sportschefen Morten Henriksen, der blev ansat i maj 2017.

- Jeg trives ikke længere i jobbet, fordi jeg ikke føler, at der er den samme tillid til mig, som der har været. Jeg har ikke længere har samme arbejdsfrihed og albuerum, siger Claus Hansen til Jyllands-Posten.

Gennem de sidste 15 år har Dansk Håndbold Forbund nydt godt af Claus Hansens inspirerende tilgang til talentudvikling. Men fra 1. juni har Claus Hansen valgt at gå nye veje. Claus Hansen har været en del af talentudviklingen siden 2002, U-landsholdstræner siden 2008 og talentansvarlig siden 2011.

Sportschef kalder i en pressemeddelelse fra Dansk Håndbold Forbund Claus Hansens afgang for et tab.

- Det er et stort tab for forbundet og for dansk håndbold generelt, at Claus har valgt at søge andre græsgange. Jeg håber, at vi også fremover får glæde af Claus’ betragtninger om talentudvikling, selvom han ikke er tilknyttet Håndboldforbundet mere. Vi har brug for folk som Claus, der ser ud over præstationen og ind i potentialet for de unge spillere, vi gerne vil udvikle, siger Morten Henriksen i pressemeddelelsen, mens han over for Jyllands-Posten understreger, at han ikke føler, at forholdet til Claus Hansen har været problemfyldt.

- Jeg har ikke opfattet forholdet problematisk på den måde, så derfor er det en overraskelse for mig, siger han.

Claus Hansen modtog i 2015 prisen som Årets Talentudvikler og var samme år nomineret til Team Danmarks Talentpris.