Norsk stjerne kåret til verdens bedste kvindelige håndboldspiller
Et stort internationalt medie har kåret højrebacken Nora Mørk til verdens bedste håndboldspiller i det forgange år.
Verdens bedste kvindelige håndboldspiller anno 2017 hedder Nora Mørk.
Det har det anerkendte håndboldmedie Handball-Planet fundet frem til gennem en jury på 16 eksperter fra 13 forskellige lande.
Samtidig har mediet også holdt en afstemning, hvor omkring 80.000 fans verden over har været inde og stemme. Stemmer fra juryen og fansene er blevet lagt sammen og omregnet til point.
26-årige Nora Mørk vinder med 60 point foran de to landsmænd Camilla Herrem og Stine Bredal Oftedal med henholdsvis 50 og 49 point.
Resten af top-5 består af den rumænske stjerne Cristina Neagu med 42 point og Jovanka Radicevic fra Montenegro med 39 point.
Nora Mørk har såmænd også haft et flot 2017 på håndboldbanen, hvor hun vandt Champions League med det ungarske storhold Györ, mens det også blev til guld i ungarske liga, som holdet også fører indtil videre i denne sæson.
Derudover var den norske højreback med til at vinde VM-sølv med Norge i december, hvor hun også blev turneringens topscorer med 66 mål.
Fløjspilleren Maria Fisker var den eneste nominerede dansker ud af i alt 32 spillere.