Håndbold

Tophold henter hollandsk stortalent

København Håndbold styrker truppen frem mod de kommende sæsoner. Klubben har hentet en talentfuld playmaker i sin hollandske venskabsklub.

I halvandet år har topholdet København Håndbold holdt øje med Larissa Nusser, og det har nu resulteret i en kontrakt på hele fire år.

Den talentfulde playmaker fra årgang 2000 skifter til sommer fra Københavns venskabsklub i Holland, Dalfsen.

– Larissa har i en meget ung alder allerede samlet en del international erfaring, hvor hun trods sit fødselsår i 2000 også har spillet slutrunder med 1996 og 1998’erne. Hun er en målfarlig playmaker med de styrker, den hollandske håndboldopdragelse bibringer i form af duelstyrke og evnen til at spille i et højt tempo, fortæller cheftræner Claus Mogensen i en pressemeddelelse.

Larissa Nusser har spillet i Dalfsen siden 2015. Hun har været med til at vinde et mesterskab, to pokaltitler og en enkelt Super Cup. Derudover har Nusser tidligere spillet for Handbal Venlo, Hv BFC og Hv Born.

Nu glæder hun sig til at prøve kræfter med den danske liga, hvor hun bliver holdkammerat med hollænderne Debbie Bont og Kelly Dulfer.

– Jeg har spillet tre år i Holland nu, og selv om vi træner godt, så er der ikke så meget konkurrence til mig, så jeg glæder mig til, at jeg i København får en større udfordring, mange dygtige holdkammerater og et professionelt set up med gode trænere, hvor jeg kan udvikle mig og bygge på. Klubben har ambitioner og visioner for fremtiden, og det er fedt, siger Nusser, der kommer til at spille med nummer 9.

I København Håndbold kommer Nusser sandsynligvis til at spille med i toppen af den danske liga. Sidste års DM-finalister fører årets grundspil så stort, at holdet kun skal have to point i de sidste fire kampe for at vinde grundspillet.