Håndbold

Landstræner anklager official efter dom - var for fuld til at udfylde holdkort

Bilal Suman med en fortid i Kolding kommer med hårde anklager mod en EHF-official efter et skrivebordsnederlag.

Bilal Suman vil klage over et skrivebordsnederlag, der har sendt Bosnien og Hercegovina ud af VM-kvalifikationen.

En fuld EHF-official er skyld i, at Bosnien og Hercegovina blev taberdømt i en playoffkamp til VM-kvalifikationen.

Det hævder i hvert fald den bosniske landstræner, Bilal Suman.

Ifølge Bilal Suman skulle officialen, slovenske Darko Repensek, have drukket sig fuld på en restaurant og derfor glemt at skrive den bosniske spiller Tomislav Nuic på holdkortet.

- Korrupte Repensek var fuld, da han ankom til hallen. Han var ikke i stand til at forberede holdkortet, så en kvinde fra vores forbund var nødt til at forlade hallen og kopiere en liste under nationalsangene, siger Bilal Suman til mediet scsport.ba.

Men det var altså ikke tilstrækkeligt. Og derfor har EHF taberdømt Bosnien og Hercegovina 0-10 i opgøret, som de oprindeligt vandt over Schweiz.

Ansvaret for at kontrollere rigtigheden af holdkortet ligger hos de deltagende forbund og deres officials

EHF

Skrivebordsnederlaget giver i stedet schweizerne adgang til næste runde, hvor Norge venter i en playoffkamp.

EHF kommenterer eventuel appel onsdag

Men den beslutning vil den bosniske landstræner forsøge at omstøde.

- Jeg vil have, at forbundet får hjælp af vores udenrigsministerium til at sende et brev til EHF, for slovenerens (Darko Repensek, red.) handling er et angreb på nationen, hævder Bilal Suman.

Bosnien og Hercegovina har indtil onsdag formiddag til at appellere beslutningen. Før da vil EHF ikke kommentere nærmere på en eventuel appelsag.

- Når appellen er blevet bekræftet af EHFs appelinstans, udsteder vi en erklæring, skriver EHF i en mail til TV 2 SPORT.

- I den oprindelige beslutning gjorde EHFs appelinstans det klart, at ansvaret for at kontrollere rigtigheden af holdkortet ligger hos de deltagende forbund og deres officials. Det var af denne grund, at spilleren blev anset for uberettiget og (Bosnien og Hercegovina) taberdømt af kampen, tilføjer EHF i samme mail.