Håndbold

Klage på klage fører til uvished om VM-kvalifikationskamp

Bosnien var senest med til VM i 2015.

Bosnien har valgt at klage over en taberdømmelse i en VM-kvalifikationskamp mod Schweiz.

Bosnien vandt rimelig overbevisende over Schweiz på banen, da de to hold mødtes i en kvalifikationskamp til VM i Danmark og Tyskland. Med en sejr på 21-16 lignede Bosnien det land, som skulle op mod Norge i en afgørende kamp om en plads ved VM-slutrunden.

Men Bosnien havde brugt en ulovlig spiller, Schweiz klagede og fik medhold, og så var det pludselig Schweiz, der skulle spille mod Norge.

Men, men, men. Intet er dog helt på plads endnu.

Onsdag oplyser det Europæiske Håndbold Forbund (EHF), at Bosnien har indgivet en klage over afgørelsen på Schweiz’ klage.

Bosniens klage vil nu blive behandlet af EHF-instansen ’Court of Appeal’.

Hele årsagen til balladen skyldes, at Bosnien undervejs i opgøret mod Schweiz benyttede venstrefløjen Tomislav Nuic, som ikke stod på holdkortet.

Schweiz nedlagde protest efter kampen, og den blev efterfølgende medgivet af EHF, der omstødte kampens resultat til en schweizisk sejr i stedet.

29-årige Tomislav Nuic, der til dagligt spiller i tyrkiske Besiktas, var på banen i omkring 10 minutter i den omstridte kamp, hvor han bidrog med et enkelt mål.

Det er uvist, hvornår afgørelsen af Bosniens klage er færdigbehandlet.