Polman i store smerter måtte bæres fra banen

Estavana Polman vred om på sin venstre ankel i midten af første halvleg mod København Håndbold.

Det så alvorligt ud, da Team Esbjergs store profil Estavana Polman måtte bæres fra banen i lørdagens topkamp mod København Håndbold.

Den hollandske playmaker var tydeligt i smerter, da hun efter 20 minutters spil var kommet til skade i et solouheld.

Ved stillingen 10-7 til Team Esbjerg var Polman i gang med at dække op i Esbjerg-forsvaret, mens hun forsøgte at holde styr på Københavns stregspiller Annika Meyer.

Da Polman skulle bevæge sig mod højre, fik hun ikke ramt gulvet med sin venstre fodsål. I stedet vrikkede hun om på foden, så anklen nærmest var nede at røre halgulvet i Blue Water Dokken.

Afventer svar på røntgenundersøgelser

Kampens dommere, Thomas Kalisz Nielsen og Michael Søegaard, valgte at stoppe spillet, da Polman omgående tog sig til sin ankel og lagde sig ned.

Her lå hun og vred sig i smerter, mens fysioterapeuten fra Team Esbjerg kom ind for at undersøge, hvad der var sket.

Kort efter blev det besluttet, at det var bedst at bære hende fra banen, så hun ikke lagde mere vægt på sin venstre fod. Ude bag Team Esbjerg-bænken blev hun bedt om at lægge sig ned på gulvet med venstre ben placeret på en stol.

Sådan så det ud, da Estavana Polman vrikkede om på sin fod.
Sådan så det ud, da Estavana Polman vrikkede om på sin fod. Foto: TV 2

Efter kampen vidste Team Esbjergs træner, Jesper Jensen, endnu ikke, hvor alvorligt skaden er med en af holdets største profiler. Han understregede dog, at han ikke havde fået nogen negative meldinger.

Lørdag aften skal Estavana Polman havde taget røntgenundersøgelser af sin fod.

Team Esbjerg endte med at vinde topkampen over København Håndbold med 27-23.