Håndbold

- René Tofts skifte er godt for landsholdet, siger Nyegaard

René Toft Hansen har gjort sig selv og landsholdet en stor tjeneste ved at skifte til Veszprem.

René Toft Hansens skifte fra THW Kiel til den ungarske storklub Veszprem er noget nær det optimale. Især med tanke på den næste håndboldslutrunde, som afholdes af Danmark i fællesskab med Tyskland.

Det vurderer TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.

- Det er for mig det perfekte klubvalg for landsholdets meget stærke kort. Han kommer til et af Europas bedste mandskaber og nok så vigtigt kommer han væk fra Bundesligaen. I en VM-sæson på hjemmebane betyder det, at René Toft kan koncentrere sig meget om at forberede sig til VM, siger han.

Hvor meget tror du, VM har spillet med ind i skiftet?

- Det vil undre mig, hvis det ikke har været en del af spekulationen. Det at komme væk fra Budesliga hvor der er pres på hver eneste kamp sammenlignet med Veszprem, der primært koncentrer sig om CL. Det er et godt valg for både Toft, landsholdet og Nikolaj Jacobsen.

Kan forlænge karrieren

Skiftet væk fra Bundesligaen betyder, at René Toft fremover skal spille færre kampe med mindre belastning.

I Bundesligaen bliver der spillet 34 kampe i en sæson plus kampe i pokalturneringen og Champions League. Til sammenligning bliver der kun spillet 26 kampe i den ungarske liga.

I Ungarn er kvaliteten i ligaen følge Nyegaard langt fra det samme som i Tyskland. Det betyder, at Veszprem-spillerne ikke risikerer at blive nær så slidte, når de skal møde svagere hold.

Veszprem har eksempelvis vundet 15 ud af de seneste 18 ligakampe med minimum 12 mål.

- Bundesligaen er den mest krævende liga i verden, og det betyder, at trænerne spiller med ét hold i Bundesligaen og nogle andre spillere i Champions League. Det er ekstrem belastning. Det kan forlænge Tofts karriere, at han tager til Veszprem, siger Nyegaard

Håndboldeksperten synes, det er et stærkt signal, at en den danske stregspiller fravælger at skifte hjem til Danmark.

- Jeg tænker, at Rene Toft stadig har ambitioner, og at han stadig vil være med på allerhøjeste niveau. Fordi han ved, at når han skal spille slutrunde, så skal han udfordres i hverdagen.

Skiftet er endnu ikke officielt, men TV 2 SPORT erfarer det efter at have snakket med flere kilder rundt om i håndboldverdenen.