Han tjekker 50 håndbold-sites hver morgen og aften – han er muligvis Danmarks største håndboldnørd

I samarbejde med Santander Consumer Bank

25-årige Rasmus Boysen er mere end almindeligt vild med håndbold. Han er samler, elitespiller og formidler af spillet i én og samme person.

Hvem vinder årets Champions League?

- Det er svært at svare på, for det har altid været sådan, at dem, der kommer til Final 4 som underdogs, de har tit vundet. Men jeg håber, at det bliver Veszprem. De har fået ny træner, har en god trup og har været i finalen tre gange uden at vinde. Paris er også et godt bud. Den europæiske top har i det hele taget udviklet sig meget de seneste år, så der er mange om buddet.

Man får et både kvalificeret og nuanceret svar, når man stiller Rasmus Boysen et spørgsmål om håndbold.

Den 25-årige Ribe-Esbjerg-spiller er et godt bud på Danmarks største håndboldnørd og noget så sjældent som en fan, der også selv er spiller på højeste niveau i Danmark.

- Jeg ved ikke, om jeg er Danmarks største håndboldnørd. Men jeg er nok en af dem, der bruger mest tid på det, siger han selv om sin store passion.

Skal man forstå, hvor dybt passionen stikker, så skal man kigge nærmere på hans dagsprogram.

Rasmus Boysen

  • Nuværende klub: Ribe-Esbjerg HH
  • Position: Back
  • Alder 25 år
  • Højde: 191 cm
  • Vægt: 100 kg
  • Tidligere klubber: Rindum SU, Skjern Håndbold, TM Tønder
  • Kæreste: Helena Løjborg (Sønderjyske, 1. division)
  • Andet: Driver de to håndboldsites nytihaandbold.dk og handballtransfers.com

En dag fyldt med håndbold

Rasmus Boysen starter dagen på lidt anden vis end de fleste andre danskere. Hvor andre måske spiser morgenmad og tager afsted på arbejde, så sætter han sig til rette foran computeren i lejligheden i Esbjerg.

Her begynder han at gennemgå 50 nøje udvalgte internetsider, der alle handler om håndbold, for at være helt med på, hvad der rører sig inden for sporten. Er der nyt at finde om klubskifter i en af verdens mange klubber, så skriver han sin egen version af historien, som han publicerer på et af de håndboldsites, som han selv driver.

Rasmus Boysen læser op mod 50 håndbold-sites om morgenen om aftenen.
Rasmus Boysen læser op mod 50 håndbold-sites om morgenen om aftenen. Foto: Mads Dissing / Sjort

Derefter følger hans hovedbeskæftigelse, når det kommer til spillet med den harpiksklædte bold. Rasmus Boysen er nemlig også ansat i ligahåndboldklubben Ribe-Esbjerg, hvor han udfylder rollen som 100 kilo tung back.

Efter dagens træning slutter håndbolddagen for mange af holdkammeraterne, men det hårdtskydende håndboldleksikon har fortsat mange timer med spillet foran sig.

Hooked som lille

Det kan eksempelvis være som deltager i tv-håndbolddebatprogrammet 'Overtrådt', det kan være som ham, der kommer med input til trænerstaben forud for en af de kommende kampe. Det kan være hjemme i sofaen med en god håndboldbog eller måske en opfriskning af den omfattende håndboldtrøje- og håndboldbilletsamling, som den esbjergensiske entusiast har kørende.

Jeg bliver tit spurgt, hvor mange timer jeg bruger på håndbold. Men jeg vil egentlig helst ikke tænke på det, for så kan man godt blive lidt skør

Rasmus Boysen

- Mit forhold til håndbold begyndte, da jeg var helt lille. Jeg kommer ud af en håndboldfamilie, hvor mor, far og søskende selv har spillet, og min far tog mig med i hallen i Skjern, da jeg var helt lille. Derfra blev jeg hooked på det, fortæller Rasmus Boysen, hvis far, Boy Boysen, i flere år har siddet i bestyrelsen i Skjern Håndbold.

Også når håndboldspillerens kæreste kommer hjem, er det oplagt at tale om spilsystemer, resultater, stillinger, store navne og andet, der hører sporten til.

- Jeg er så heldig at have en kæreste, der selv bruger meget tid på håndbold. Hun spiller selv på højt niveau, så det er en ting, vi kan deles om, fortæller Rasmus Boysen.

Flere skærme - flere kampe

Efter en dag fyldt med håndboldrelaterede gøremål, så kunne man forestille sig, at mæthedsgrænsen er nået, men selv her har Rasmus Boysen plads til mere.

Alene eller sammen med holdkammerater indtager han gerne sofaen, hvor flere apparater bliver sat i sving, og aftenens udbud af håndboldkampe i fjernsynet bliver fordøjet.

- Jeg kender ikke nogen, der har så stor passion for håndbold som Rasmus. Han kan bruge stort set hver dag i ugen på at se håndbold på forskellige skærme. Sidst jeg var hjemme ved ham, så havde vi to fjernsyn i gang, fortæller Pelle Schilling, der er holdkammerat med Rasmus Boysen i Ribe-Esbjerg HH.

Dagens sidste opgave for håndboldentusiasten er en gentagelse af dagens første opgave. Inden sengetid løber Rasmus Boysen de 50 udvalgte håndboldnyhedssider på nettet igennem igen for at se, om der skulle være et nyt klubskifte på vej, som han kan berette om på sine hjemmesider nytihaandbold.dk og handballtransfers.com.

- Jeg bliver tit spurgt, hvor mange timer jeg bruger på håndbold. Men jeg vil egentlig helst ikke tænke på det, for så kan man godt blive lidt skør, siger Rasmus Boysen og tilføjer:

- Men der er ingen tvivl om, at jo mere tid jeg kan bruge på håndbold, desto bedre er det. For mig i hvert fald.

Fan og spiller i samme person

Det pudsige ved Rasmus Boysen er, at han både er en fan, der kigger på spillet udefra, og en spiller, der kigger på spillet indefra.

Han er en samler, der har mere end 100 trøjer fra nogle af verdens bedste håndboldspillere i kollektionen. Det er samtidig nogle af de spillere, som han har stået overfor på banen.

Rasmus Boysen har omkring 100 håndboldtrøjer fra forskellige kampe og spillere.
Rasmus Boysen har omkring 100 håndboldtrøjer fra forskellige kampe og spillere. Foto: Mads Dissing / Sjort

Det samme gælder samlingen af billetter fra håndboldkampe, som han har set - fra haller, hvor han ofte også selv har spillet. 

- Jeg har altid samlet på forskellige effekter fra håndbolden. Særligt trøjer, som jeg har byttet mig til eller købt, når jeg har været til kampe i eksempelvis Tyskland eller til slutrunder. Det samme gælder billetterne. Det er sjove minder at have, fortæller han.

Men hvordan er det så at være både fan og spiller?

- Jeg tænker egentlig ikke så meget over, at jeg både nørder håndbold og spiller på højt niveau. Det fedeste er at spille håndbold, og det er det, jeg gerne vil. Det andet er bare en hobby ved siden af, fortæller Rasmus Boysen.

En stor fordel

Og egentlig ser han det som en stor fordel på banen, at han bruger mange timer på at studere spillet og spillerne. Der er masser af inspiration at hente, og så er det en fordel at være godt forberedt taktisk både i forhold til modstanderholdet og de spillere, som han står overfor på banen.

Det mærkede holdkammeraterne og trænerstaben ikke mindst, da Ribe-Esbjerg i slutningen af 2017 mødte kroatiske Nexe i EHF Cuppen.

- Det var et hold, som jeg ikke havde hørt om før, men Rasmus lavede en god analyse og fortalte om dem spiller for spiller. Det er en stor hjælp, selvom resultatet ikke helt viste det, fortæller Pelle Schilling.

I det hele taget ved Rasmus Boysen usædvanligt meget om håndbold. Det beviser han endegyldigt, da han uforberedt bliver bedt om at svare på, hvem der er det største navn i tyske Kiel?

- Det er nok Duvnjak. Man kunne se, da han kom tilbage fra en skade i efteråret, så spillede holdet på et helt andet niveau end tidligere. Kiel har mange store navne, men han har vist sig at være meget vigtig for dem, lyder analysen uden de store betænkeligheder fra Rasmus Boysen.